Rejsegilde for DTU Skylab med internationalt format

torsdag 14 nov 19

Kontakt

Nina Tolstrup
Projektleder
CAS
51 15 74 01

Kontakt

Mikkel Sørensen
Chef for DTU Skylab
Afdeling for Innovation og Sektorudvikling
20 78 73 17

Om byggeriet

Udbygning af DTU Skylab

Areal: ca. 3.000 m2
Budget: 99 mio. kr.
Byggeperiode: 2019-2020
Totalrådgiver: EKJ Rådgivende Ingeniører, Rørbæk & Møller Arkitekter, 
Landskab: BOGL
Totalrådgiver: Rørbæk & Møller Arkitekter, EKJ Rådgivende Ingeniører
Landskab: BOGL APS
Bygherrerådgivere: Rambøll Danmark, mtre aps, LMH International
Inventarrådgivning: mtre aps, Urgent.Agency A/S
Hovedentreprenør: NH Hansen & Søn A/S

DTU Skylab udvides til tredobbelt størrelse og bliver det første bæredygtighedscertificerede byggeri på DTU.

Udvidelsen af DTU Skylab blev onsdag markeret med et rejsegilde, der levede op til ordsproget malet i store bogstaver på indhegningen: ”Reach for the Sky”. 200 håndværkere, entreprenører, DTU-studerende og ansatte var samlet i et festivaltelt i den 3.000 kvadratmeter store tilbygning, som står i rå beton. I en røgsky fra grillen og til musik i højtalere fra DTU startuppen Kubell blev der holdt taler og takket for bevillingen på 80 mio. kr. fra Den A. P. Møllerske Støttefond, som har gjort byggeriet muligt.

”Det har været en udsøgt fornøjelse at være med til at udvikle det her projekt. I bygger et innovationsmiljø på højeste internationale niveau, og I er ikke bange for at søge egne - og nye - veje ud til omverdenen. Og det fornemmer man, når man er på besøg her i DTU Skylab, hvor der er et helt særligt levende og vibrerende miljø. ’The vibe’, som I kalder det,” sagde bygningens arkitekt Anders Wesley Hansen, partner hos Rørbæk & Møller Arkitekter. 

Chef for DTU Skylab, Mikkel Sørensen, takkede håndværkerne for at have gjort en drøm til virkelighed og fremhævede, at alle brugere og medarbejdere i DTU Skylab har været tæt involveret i byggeprocessen.

”Helt bogstaveligt er der blevet bygget i vores baghave. Så når trykluftboret blev startet klokken otte om morgenen, kunne det høres inde på den anden side af væggen. Men det er gået stærkt, og I har været imponerende effektive. Og vi glæder os fuldstændig fantastisk meget til at flytte ind,” sagde Mikkel Sørensen.

Innovations- og læringsmiljø

" DTU bygger et innovationsmiljø på højeste internationale niveau, og I er ikke bange for at søge egne - og nye - veje ud til omverdenen"
Anders Wesley Hansen, partner hos Rørbæk & Møller Arkitekter

I sin tale ledte Mikkel Sørensen deltagerne på en rejse ind i den nye bygning. Han tog udgangspunkt i teltet, der var sat op i DTU Skylabs kommende ’Arena’, hvor der i fremtiden vil være undervisningsfaciliteter, kurser og events.

Herefter blev de besøgende inviteret til at kigge skråt op i bygningen, hvor DTU Skylabs business-miljø og kontorfaciliteter vil blive indrettet. Og endelig blev blikket blev rettet mod stueetagen, hvor de besøgende kunne forestille sig DTU Skylabs nye teknologimodningshal, developer floor, med tilhørende GMO-laboratorier og multilab, 3D-printlab og værksteder.

Elementerne udgør tilsammen det, som Mikkel Sørensen mener, er kernen i DTU Skylab: På den ene side et praksisnært læringsmiljø og på den anden side et innovationsmiljø. Tilsammen vil de omkring 5.000 kvadratmeter skabe endnu flere muligheder for teknologibaseret innovation.

Bæredygtighed får toppriotitet

Med udbygningen af DTU Skylab sætter DTU nu barren højt for, hvordan universitetet ønsker at bygge bæredygtigt. Den nye bygning til DTU Skylab er den første, som certificeres efter bæredygtighedsstandarden DGNB Guld. Derudover er der også grundlag for en yderligere certificering på diamantniveau for det høje arkitektoniske niveau i byggeriet. På rejsegildet blev de to certificeringer af DTU Skylab i den udbyggede version sammenfattet i udtrykket DTU’s grønne diamant.
Udbygningen af DTU Skylab fortsætter frem til august 2020, hvor byggeriet indvies og tages i brug.

Vokseværk

Innovationsmiljøet DTU Skylab er vokset markant siden åbningen i 2014. Der er udviklet et væld af aktiviteter som startup-coaching, innovationskurser, pitch-events og hackathons, og i dag er interessen så stor, at DTU Skylab ikke har kapacitet til at imødekomme efterspørgslen. I 2017 blev der bygget mere end 500 prototyper i DTU Skylabs værksteder, og over 150 startups og pre-startups fra primært studerende fik sparring og hjælp. Ud over de studerende har virksomheder og forskere med innovation på agendaen vist en stadig stigende interesse for at være en del af DTU Skylabs innovationsmiljø.

https://www.food.dtu.dk/nyheder/foedevareteknologi/nyhed?id=30F29EBB-0F56-44A9-AA99-4BA309FB0462&utm_device=web&utm_source=RelatedNews&utm_campaign=Genbrug-fra-kikaerter-blev-til-vegansk-dessert
9 DECEMBER 2019