Team CaneX vinder Open Innovation X, Oi-X konkurrence på DTU. De studerende i teamet er fra venstre: Antonio V. Arbues, Jingrui Ge, Mohammad Hossein Kazemi, Prasanna Chandrasekaran., Foto: Kaare Smith

Elektronisk blindestok vinder innovationskonkurrence

torsdag 07 nov 19

Kontakt

Krestine Mougaard
Forretningsudvikler
Afdeling for Innovation og Sektorudvikling
93 51 10 93

Innovationsprojekter

Dommerpanel

  • Marianna Lubanski, CEO // Lyngby-Taarbæk Vidensby
  • Freyr Hólm Kettilsson, Co-founder & CEO // DattacaLabs
  • Per Kolbeck Nielsen, Special Advisor // Agency for Data Supply and Efficiency
  • Matteo Calaon, Innovation Lead, DTU MEK
  • Jakob Svagin, Team Lead, DTU Skylab
  • Niels Andersen, Executive Board DTU – Business and Public Sector DTU Space
En håndholdt navigations-stok til blinde fik hovedpræmien i DTU's innovationskonkurrence Open Innovation X.

En blindestok med vidvinkelkamera og udnyttelse af satellitdata til navigation fik hovedpræmie i DTU Skylabs konkurrence Open Innovation X, Oi-X. Blindestokken CaneX, der er udformet som et håndtag, udnytter satellitdata fra platformen TAPAS og kan bestemme en position med en præcision på én kubikcentimeter. Håndtaget kan også omsætte billeder fra det indbyggede kamera til bevægelser i håndtaget, som fortæller den blinde, om han skal gå til højre eller venstre.

”Vi har aftalt i teamet, at hvis vi vandt prisen, så skulle hver en krone gå til videreudvikling. Så det er det næste skridt. Og så må vi se, hvor det bærer hen,” siger Mohammad Hossein, der er en af de fire studerende i team CaneX, og som til daglig læser master i Wind Energy Engineering på DTU.

CaneX fik 20.000 kroner i førstepræmie i sporet TAPAS Precision Positioning Hackathon, hvor de udviklede en konkret teknologisk løsning baseret på TAPAS-teknologien til at løse blindes problem med at finde vej. I modsætning til tidligere Oi-X konkurrencer, hvor virksomheder og samarbejdspartnere stiller konkrete udfordringer, så var udfordringen i Oi-X i år, at de studerende skulle pege på et problem, som kunne løses med nye teknologier.

Stærkt koncept

Specialkonsulent Per Kolbeck Nielsen fra TAPAS fremhæver, at CaneX leverede et stærkt proof of concept og en fysisk prototype. Derudover har teamet en aftale i hus med Dansk Handicap Forbund, som vil stille op som samarbejdspartner, når prototypen er klar til første test.

”Vi vil også følge projektet tæt, fordi CaneX er et stærkt eksempel på, hvad nøjagtig positionering kan bruges til i fremtiden,” siger Per Kolbeck Nielsen.

CaneX blev derudover også præmieret som den overordnede vinder af Oi-X - Green mobility & Health, som var konkurrencens tema i år. Og endelig har CaneX udsigt til at videreudvikle deres løsning med hjælp fra blandt andre DTU Skylab, fordi projektet falder inden for rammerne af et samarbejde om inklusivt design - ’Leaving no one behind’, som DTU Skylab har med BEVIKA fonden.

Ud over TAPAS Precision Positioning-sporet kunne de studerende arbejde med at formulere problem-felter, som satellit-data-platformen COPERNICUS kan anvendes på, og et tredje spor var afsat til at udnytte de mange sundhedsdata og by-data i de nordiske lande til at løse konkrete problemer.

Bæredygtige løsninger

I alt 80 studerende deltog i Oi-X-forløbet, der består af en sprint-weekend på to en halv dag og en finale. Oi-X skaber et rum, hvor studerende, startups og forskere danner tværfaglige teams og udvikler nye bæredygtige løsninger. Mere end 30 mentorer med profiler fra danske virksomheder, kommuner, forskningsprojekter, startups og DTU-rådgivere deltog i forløbet. 

Finalen var kulminationen på Oi-X-forløbet i efterårssemesteret. Deltagende grupper kan nu vælge at arbejde videre med deres projekt i et inkubationsforløb, evt. i samarbejde med de firmaer og samarbejdspartnere, der har stillet udfordringen.

Open Innovation X – Green Mobility & Health er udviklet og faciliteret af DTU Skylab i tæt samarbejde med DTU’s institutter. Temaets sponsorer var Nordisk Innovation, Copernicus Europes Eyes on Earth og Styrelsen for data forsyning og effektivisering og Erhvervsministeriet.

Den næste Oi-X konkurrence finder sted i DTU Skylab i april 2020.

Vinder grupperne

Oi-X Track TAPAS & Oi-X hovedvinder: Team #20, CaneX
Oi-X Track COPERNICUS: Team #11, BudNip
Oi-X Track Nordisk Innovation: Team #22, SeedBoost
Oi-X Best Pitch: Team #15, GoodToGo 
 
https://www.food.dtu.dk/nyheder/foedevareteknologi/nyhed?id=150FD7DE-C749-4F37-A265-2B174503617C&utm_device=web&utm_source=RelatedNews&utm_campaign=Genbrug-fra-kikaerter-blev-til-vegansk-dessert
6 DECEMBER 2019