DK: Svampebaseret kødalternativ. Foto: Tempty Foods | EN: Fungi-based meat alternative. Photo: Tempty Foods

DTU-startup introducerer innovativt kødalternativ

Fødevarer, fisk og landbrug Fødevareteknologi Fødevareproduktion

Tre DTU-studerende er klar til at bringe deres innovative kødalternativ på markedet og søger danskernes hjælp til det. Produktet er baseret på den protein- og næringsrige ingrediens mycelium.

Verden har fået smag for at spise mere kødfrit, og udbuddet af plantebaserede fødevarer er som følge heraf mangedoblet de seneste år. Et af de seneste skud på stammen er et produkt fra den DTU-baserede startup Tempty Foods. Deres produkt er baseret på den proteinrige ingrediens mycelium (se boks til højre).

Produktet er udviklet af to DTU-studerende Cecilie Engvang Lund og Martina Lokajova, samt KU-studerende Ana Pejic. Det er faktisk så godt, at trioen fik førstepladsen i innovationskonkurrencen DTU Skylab Ignite i maj 2021, og de blev danske vindere af den europæiske konkurrence i fødevareinnovation, Ecotrophelia en måned senere.

Ansporet af den gode modtagelse har de tre kvinder stiftet virksomheden Tempty Foods for at videreudvikle og bringe produktet på markedet. Visionen er at give forbrugere et smagfuldt og bæredygtigt kødalternativ, der – i modsætning til mange kommercielle produkter – ikke forsøger at efterligne kød.

Fokus på sundhed, smag og bæredygtighed 

Tempty Foods laver produkter uden unødige tilsætningsstoffer og med en høj næringsværdi: De er rige på protein, har et højt indhold af essentielle aminosyrer, fiber, zink og vitamin D og et lavt indhold af sukker og mættet fedt.

Mycelium er et bæredygtigt alternativ, fordi det fremstilles ved fermentering i en produktionshal, kræver langt mindre vand at producere og forårsager mindre CO2 end f.eks. produktionen af kød og soja.

Støt og smag

Som led i virksomhedens produktudvikling og for at øge kendskabet til deres brand har Tempty Foods netop lanceret en crowdfunding-kampagne gennem IDA Crowdfunding, hvor forbrugerne kan prøve produktet og være blandt Tempty Foods’ første kunder.

Der er noget for enhver pengepung: For 50 kroner får man en 15% rabatkupon til webshoppen, når den åbner, for 125 kroner får man en pakke med produktet og for 690 kroner kan man købe en smage- og madlavningsaften med trioen, som fortæller om deres rejse med at udvikle produktet.

Læs mere

Hvis du gerne vil støtte trioens drøm om at bringe produktet på markedet, kan du besøge deres crowdfundingkampagne på IDA Crowdfundings website

For mere information om produktet, besøg Tempty Foods website.

Se desuden DTU Fødevareinstituttets temasite om bæredygtig udvikling, som fortæller om mange af de måder, instituttet arbejder på at skabe bæredygtige teknologiske løsninger indenfor fødevareområdet.

Tempty Foods co-founders: Martina Lokajova, Ana Pejic, Cecilie Engvang Lund. Foto: Tempty Foods

Tempty Foods co-founders Martina Lokajova, Ana Pejic og Cecilie Engvang Lund.