Photo: Colourbox.com

Pesticidrester i kosten 4. kvartal 2021

Fødevarer, fisk og landbrug Fødevaresikkerhed
I alt 413 fødevareprøver er udtaget i forbindelse med den danske pesticidkontrol for 4. kvartal 2021. DTU Fødevareinstituttet har vurderet, at en sundhedsmæssig risiko ikke kan udelukkes for 13 af prøverne.

Hvert kvartal rapporterer DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen resultater fra den danske pesticidkontrol. Rapporten for 4. kvartal 2021 omfatter resultater for 413 konventionelle eller økologiske stikprøver og mistankeprøver af frugt, grøntsager, korn, forarbejdede produkter, babymad og animalske produkter, som er analyseret for pesticidrester.

I 13 prøver er pesticidrester fundet i koncentrationer over grænseværdien, hvor det er vurderet, at en sundhedsmæssig risiko ikke kan udelukkes. Det drejer sig om:

  • imazalil i appelsiner fra Sydafrika
  • imazalil i citron fra Argentina
  • chlorpyrifos i mungbønner fra Indien
  • chlorpyrifos i risstråsvamp fra Vietnam
  • dimethoat, omethoat, chlorfenapyr og permethrin i chilipeber fra Cambodia
  • carbendazim og chlorpyrifos i tørret ingefær fra Indien
  • chlorpyrifos i karry fra Indien
  • chlorpyrifos, HCH, alfa- HCH, beta og lindan i nigella fra Indien
  • omethoat i squash fra Pakistan
  • chlorpyrifos i sapodilla fra Thailand
  • ethylenoxid og tricyclazol i puffet ris fra Indien
  • Tricyclazol i ris fra Indien
  • Dimethoat i tørrede ajwan frø fra Indien
Overskrider pesticidindholdet i en fødevare grænseværdien, må den ikke længere sælges. Vurderes det, at indholdet kan udgøre en sundhedsmæssig risiko, bliver fødevaren også tilbagekaldt fra markedet, og en notifikation kan blive sendt via EU’s advarselssystem for foder og fødevarer, RASFF. 13 RASFF notifikationer er sendt i forbindelse med fund af pesticidrester i 4. kvartal 2021.
 
I én prøve af økologiske edamame bønner fra Kina er indhold af chlorfenapyr, lufenuron og myclobutanil fundet. Indholdet er vurderet til ikke at være i overensstemmelse med varestandarden.
 
Læs mere

Se kvartalsopgørelsen: Pesticider i kosten, Pesticidkontrol af fødevarer, 4. kvartal 2021 (pdf). Kvartalsopgørelsen er udelukkende en opgørelse af de prøver, som er analyseret i det kvartal.

Resultaterne fra Fødevarestyrelsens pesticidkontrol vil blive rapporteret mere indgående i den årlige rapport om pesticidrester i fødevarer, som DTU Fødevareinstituttet udarbejder i samarbejde med Fødevarestyrelsen. Rapporten publiceres i sidste halvdel af året efter det år, hvor prøverne er udtaget.

Find kvartalsrapporten og tidligere årsrapporter samt flere oplysninger om pesticidrester på DTU Fødevareinstituttets website.