Photo: Printed vegi salmon to the left held with chopstick and real salmon to the right.

Studerende vil markedsføre 3D-printede fisk

onsdag 01 jul 20

Kontakt

Hakan Gürbüz
Erhvervs-ph.d.
DTU Bioengineering

Kontakt

Jenny Emnéus
Professor
DTU Bioengineering
45 25 68 67
Studerende fra det EU-ledede forskningsprojekt Training4CRM og DTU har udviklet en teknik til at 3D-printe fisk som laks og tun.

Fiskelignende produkter baseret på proteiner fra svampe og ærter kan om få år blive en del af menukortet på sushi-restauranter. Studerende fra det EU-ledede forskningsprojekt Training4CRM og DTU har i projektet Legendary Vish udviklet en 3D-teknik til at printe fisk. De første produkter forventes at blive markedsført til sushi-restauranter i 2022. 

Legendary Vish-projektet er stadig under udvikling og søger fondsmidler, før de studerende stifter et firma. Senest blev projektet i april et af i alt ti innovationsprojekter, som blev støttet med 6.000 euro af det Østrigske fundingprogram Greenstar for startups med miljøvenlige eller bæredygtige projekter.

3D print med tekstur

De studerende håber at kunne kvalificere sig til at komme i finalen og komme i betragtning til hovedpræmien, som er en bevilling på 210.000 euro og en plads i Greenstars inkubationsprogram i Wien.

”Vi stiller op i konkurrencen med vores vegetariske fiskeprodukt. Afhængig af den videre udvikling og markedsføring kan vi dog også udvikle os til at være en 3D-teknologi-leverandør til andre virksomheder - specielt firmaer med vegetariske produkter, fordi vi har udviklet en teknologi, som kan give tekstur,” siger erhvervs-ph.d-studerende Hakan Gürbüz, som er tilknyttet DTU Bioengineering og arbejder i det hollandske firma Felix Printers.

De tre studerende bag Legendary Vish er Hakan Gürbüz fra Felixprinters B.V. og DTU med competence i bioengineering, Robin Simsa biomedical engineering fra University of Gothenburg og Theresa Rothenbücher, molecular and applied biotechnology expert fra Universidad Autonoma de Madrid. Gruppen blev oprettet i 2017 som et treårigt projekt under Marie Curie Early Stage Researchers (ESR) i forbindelse med det internationale EU-ledede forskningsprojekt Training4CRM. Her udviklede gruppen 3D-udskrivningsprocesser til medicinsk teknologi i deres ph.d.-projekter. Og allerede på det tidpunkt var de opmærksomme på, at teknologien med små tilpasninger også kunne bruges til at udskrive planteproteiner og bindemidler i struktureret form.

Ud over svampe- og ærteproteiner indgår ingredienser som geleringsmidler i form af stivelse eller agar-agar, og fedtstoffer fra avocado eller frø og nødderolie med værdifulde Omega-3 fedtsyrer i det veganske fiskeprodukt.

Mindre udledning af CO2

Hakan Gübüz er supervisor for en gruppe studerende på DTU Skylab, som arbejder på en forbedret businessplan for Legendary Vish, hvor de blandt andet gennemfører undersøgelser af ældre borgeres interesse i de veganske fiskeprodukter.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er verdens befolknings samlede indtag af fisk steget med 3,6 procent om året siden nye fangstmetoder vandt indpas i 1960. Det svarer til, at hvor hver enkelt borger i 1960 i gennemsnit spiste 9 kilo fisk om året var det tilsvarende tal i 1997 steget til 16 kilo per borger. WHO vurderer, at verdenshavenes kapacitet i dag er udnyttet maksimalt, og konstaterer at havdambrug siden 1990´erne har gjort det muligt at producere flere fisk.

Hakan Gübüz vurderer, at veganske fisk repræsenterer et bæredygtigt alternativ til konventionelle fisk, blandt andet fordi produktionen udleder mindre CO2. Derudover kan produktionen baseres på lokalt fremstillede råvarer og produceres uden det forbrug af energi, som fiskefartøjer og transport af fisk med kølelastbiler i dag medfører.