Gydende lodder i Marrait Isfjord, Grønland. Foto: Peter Fink-Jensen

Ph.d.-forsvar om bestandsstruktur hos lodde i Grønland

fredag 10 sep 21

Kontakt

Peter Fink-Jensen
Gæst
DTU Aqua
25 38 39 90

Kontakt

Karin Hüssy
Seniorforsker
DTU Aqua
35 88 34 58

Den 24. september 2021 forsvarer Peter Fink-Jensen sin ph.d.-afhandling. Forsvaret kan overværes online og på DTU i Lyngby.

Den lille fisk lodde (Mallotus villosus) er en af de mest udbredte arter i arktiske have, hvor den spiller en central rolle i økosystemet som føde for mange fisk, fugle og pattedyr.

Lodden i de grønlandske fjorde (indenskærs-bestanden) fiskes ikke kommercielt – modsat mange andre lodde-bestande i Nordatlanten – da der mangler viden om bestandsstrukturen til brug i fiskeriforvaltningen. Det har længe været uvist om lodder, der gyder indenskærs, tilhører én sammenhængende bestand, eller den er opdelt i flere adskilte populationer. Deres vandringsadfærd er også ukendt.

Peter Fink-Jensen, DTU Aqua, har i sit ph.d.-studie undersøgt bestandsstrukturen hos indenskærs-lodde i Grønland og dens bevægelsesmønstre. Dette er gjort ved hjælp af ørestenskemi (otolitkemi), som er brugt til at afdække, hvor fiskene opholder sig på forskellige tidspunkter i deres livscyklus. Øresten vokser gennem hele fiskens liv, og forskellige stoffer indlejres løbende i ørestenene i mængder, som afspejler indholdet i det vand, som fisken opholder sig i. Derfor kan øresten bruges til at identificere, om fiskene har opholdt sig i forskellige miljøer.

I undersøgelsen indgår øresten fra 619 lodder fanget 19 forskellige steder langs Grønlands øst- og vestkyst. De kemiske analyser omfatter 14 forskellige grundstoffer. I mange tilfælde viser resultaterne, at lodder fanget forskellige steder langs kysten har forskellige koncentrationer af grundstoffer i deres øresten. Det indikerer, at de har været udsat for forskelligt vandmiljø og dermed har opholdt sig forskellige steder.

På baggrund af resultaterne konkluderer Peter Fink-Jensen, at der eksisterer mange isolerede populationer af lodde langs Grønlands kyster, og at fiskene sandsynligvis tilbringer hele deres liv i ét område, f.eks. i ét fjordsystem. Han argumenterer for, at disse resultater har væsentlige implikationer for forvaltningen af indenskærs-lodde, og at bestanden bør forvaltes f.eks. på fjordniveau for at undgå overfiskeri af individuelle populationer.

Om forsvaret

Peter Fink-Jensen forsvarer sin ph.d.-afhandling "Stock structure and connectivity of capelin (Mallotus villosus) in Greenland – Otolith microchemistry used to track past whereabouts of a small, pelagic fish” fredag den 24. september 2021 kl. 14:00 på Zoom (find link nedenfor) og på DTU, Anker Engelunds Vej 101, 2800 Kgs. Lyngby, bygning 303A, auditorium 41.

Vejledere

  • Hovedvejleder: Seniorforsker Karin Hüssy, DTU Aqua
  • Medvejleder: Seniorforsker Teunis Jansen, DTU Aqua og Grønlands Naturinstitut

Censorer

  • Seniorforsker Martin Lindegren, DTU Aqua
  • Lektor John A. Mohan, University of New England, USA
  • Forsker Tomas Naeraa, Lund University, Sverige

Ordstyrer ved forsvaret

  • Sektionsleder og seniorforsker Karen Edelvang, DTU Aqua
Få mere at vide

Download et populærvidenskabeligt resume af afhandlingen (på engelsk)

En kopi af afhandlingen kan fås pr. e-mail. Skriv til Karin Stubgaard, stub@aqua.dtu.dk

Link til Zoom og retningslinjer for online-deltagelse i forsvaret

Man kan følge Peter Fink-Jensens forsvar på Zoom via dette link: 
https://dtudk.zoom.us/j/69463869047?pwd=NDFpT0lqZVF4dk13ZURCVllNdDl1Zz09

Vær venlig at gå ind i møderummet senest 10 minutter, før forsvaret starter. 

Alle deltageres mikrofoner burde være slået fra som udgangspunkt, men tjek gerne, at din mikrofon er slukket. 

Der vil blive givet instruktioner om forløbet ved forsvarets start.