DTU Fødevareinstituttet koordinerer SafeNov, et nyt europæisk ekspertkonsortium, der skal hjælpe EFSA med at vurdere nye fødevarer i EU. Målet er, at EFSA kan behandle ansøgninger hurtigere uden at sænke kravene til fødevaresikkerhed.
Det tager i gennemsnit tre år at få en ny fødevare, en såkaldt novel food, godkendt i EU, og EU-systemet behandler i dag flere hundrede ansøgninger. Novel foods er nye fødevarer og fødevareingredienser, som ikke tidligere har været anvendt i væsentligt omfang i EU. Det kan blandt andet være nye proteinkilder, fermenterede ingredienser, mikroorganismer, alger eller insekter.
Mange af dem kræver omfattende dokumentation og ekspertise på tværs af flere fagområder. Hvis dokumentationen mangler eller skal uddybes, må EFSA bede virksomhederne om supplerende oplysninger, før vurderingen kan fortsætte.
Samtidig vokser interessen for nye proteinkilder, fermenterede ingredienser, mikroorganismer, alger og andre fødevarer, der kan bidrage til et mere bæredygtigt og robust fødevaresystem.
Vurderingskapaciteten skal følge med
”Det er en udfordring, som mange på området har talt om i flere år. Hvis vurderingskapaciteten ikke følger med, kan det forlænge processen for produkter, der potentielt kan bidrage til et mere bæredygtigt fødevaresystem. Derfor er det motiverende at være med til at udvikle en model, der kan styrke og smidiggøre vurderingsarbejdet i praksis,” siger Morten Poulsen, seniorforsker i DTU Fødevareinstituttet og koordinator for SafeNov.
Vurderingerne kræver ekspertise på tværs af blandt andet kemi, mikrobiologi, fødevareteknologi, ernæring, eksponering, toksikologi og allergi. SafeNov skal både styrke den videnskabelige kapacitet og nytænke, hvordan mange eksperter kan arbejde koordineret sammen på tværs af fagområder og lande. Ambitionen er, at konsortiet kan bidrage til at forkorte godkendelsestiden for novel foods med 6 -12 måneder.
Ifølge Morten Poulsen er den grundige dokumentation afgørende for, at nye fødevarer kan komme sikkert videre i EU-systemet.
”Det er ikke nok, at en ny fødevare kan produceres, smager godt eller lover en lavere klimabelastning. Før den kan komme videre i EU-systemet og ud til forbrugerne, skal producenten dokumentere, at den er sikker. Det kræver, at EFSA vurderer alt fra sammensætning og fremstilling til forventet indtag, allergirisiko og mulige sundhedsmæssige effekter,” siger Morten Poulsen.
Europæisk ekspertise samlet i SafeNov
Konsortiet samler mere end 40 eksperter fra Danmark, Østrig, Finland, Italien og Spanien. Eksperterne dækker blandt andet kemi, mikrobiologi, bioteknologi, fødevareteknologi, ernæring, eksponering, toksikologi, allergenicitet, epidemiologi og humane studier.
For DTU Fødevareinstituttet ligger opgaven i forlængelse af instituttets mangeårige arbejde med forskningsbaseret rådgivning og risikovurdering i både dansk og europæisk sammenhæng.
SafeNov er etableret som en fireårig rammeaftale med EFSA. Konsortiet blev rangeret som nummer ét i EFSA’s vurdering og fik topkarakter i evalueringen.
Faktaboks: SafeNov
SafeNov står for Safety assessment of novel foods and nutrient sources.
Konsortiet koordineres af DTU Fødevareinstituttet og består af:
- DTU Fødevareinstituttet, Danmark
- Österreichische Agentur für Gesundheit und Ernährungssicherheit, AGES, Østrig
- Helsingin yliopisto, Finland
- Istituto Superiore di Sanità, Italien
- Universidad de León, Spanien
SafeNov skal bidrage til EFSA’s videnskabelige risikovurdering af nye fødevarer og næringsstofkilder i EU.