Smoke from a chimney

Fra røg til bæredygtig kemi: DTU Biosustain får 76 mio. kr. fra EU

Tuesday 12 Oct 21
|

Contact

Alex Toftgaard Nielsen
Professor
DTU Biosustain
+45 21 79 89 06

Et nyt, storstilet EU-samarbejde er netop skudt i gang med en investering på mere end 40 mio. euro. Projektet, PyroCO2, skal omdanne forurenende, industriel røg til bæredygtig kemi, og en stor del af pengene går til danske DTU Biosustain.

Hvert år udleder Europas industrier milliarder af tons CO2, og ser vi på resten af verden, står det ikke bedre til. Som et led i målet om at blive klimaneutrale i 2050 har EU sat massivt ind med et nyt projekt, PyroCO2, som har til hensigt at udvikle og opskalere biologiske processer til at opfange CO2 og omdanne det til bæredygtige kemikalier. Projektet er finansieret med godt 300 mio. kr. af Den europæiske klimafond, og af disse får danske DTU Biosustain ca. 76 mio. kr.

Alex Toftgaard Nielsen er professor på DTU Biosustain, og ifølge ham er EU-projektet et af de største af sin slags. Den massive investering gør det blandt andet muligt at opføre store fermenteringstanke bygget af DTU Biosustain, og når disse står klar, vil de hvert år kunne opfange 10.000 tons CO2. Det svarer til den årlige CO2-udledning fra 2200 biler. Dermed vil det være muligt at påvise, at processen med at indfange CO2 også kan køre i stor skala frem for bare i et laboratorium, påpeger professor Alex Toftgaard Nielsen.

”Med de her midler vil vi kunne udvikle en effektiv proces til at fange CO2 fra røggasser og omdanne den til bio-baserede kemikalier, som direkte kan erstatte stoffer fra fossile ressourcer.  Da projektet også inkluderer opførelse af en ”fabrik” i noget nær industriel skala, kommer vi til at lære en masse om opskalering af den proces,” siger professor Alex Toftgaard Nielsen, som forventer, at en del af de teknologier, som DTU Biosustain kommer til at stå for at udvikle, bliver patenteret og kommercialiseret i løbet af de fem år, projektet er sat til at køre.

PyroCO2 er et internationalt samarbejde mellem 20 industrielle of forskningsmæssige institutioner fra i alt 11 lande i EU. Det er norske SINTEF, der koordinerer projektet, og fermenteringstankene vil blive opført i Norge.