O.k. at genopvarme persillesovsen

mandag 26 nov 12
|

Kontakt

Heidi Kornholt
Sekretariats- og kommunikationschef
DTU Fødevareinstituttet
35 88 77 05

Nu er det slut med at smide persillesovsrester ud. I Klog på 2 minutter i Søndagsavisen banker DTU Fødevareinstituttet en pæl gennem myten om, at persille bliver giftig af at blive varmet op igen dagen efter.

Genopvarmet persillesovs er ganske ufarlig

Det er en myte, at det er farligt at genopvarme persille. Genopvarmet persillesovs er ikke farligere end andre madrester som tarteletfyld, chili con carne eller kødsovs til spagetti. Ganske almindelig hygiejne i køkkenet samt ordentlig nedkøling og genopvarmning sikrer, at sovsen er ganske ufarlig at spise.  

Jord og nitrit skyld i myten

Myten om, at det skulle være farligt at genopvarme retter med persille, skyldes flere ting. Dels indeholder persille nitrat, som kan omdannes til nitrit. Der anvendes dog så lidt persille i persillesovs, at den mængde nitrit, der eventuelt bliver dannet, ikke er sundhedsskadelig. En anden årsag til myten er, at der er jordbakterier i persille. Men det er der i mange grøntsager og krydderurter, så her er persillesovs ikke anderledes. Det er dog en god idé altid at skylle grøntsager og krydderier grundigt fri for jord.  

Når du skal bruge persille igen

Persillesovsen skal ligesom alle andre madvarer, køles hurtigt ned, hvis du vil gemme den. Du skal altså stille sovsen i køleskabet straks efter aftensmaden. Desuden er det vigtigt, at du genopvarmer persillesovsen og andre madrester ordentligt. I praksis betyder det, at maden skal boble under omrøring.  

Læs mere

Artiklen har været bragt i Søndagsavisen den 25. november 2012 i klummen Klog på 2 min.  

Læs mere om DTU Fødevareinstituttets arbejde med fødevaresikkerhed.

https://www.food.dtu.dk/Nyheder/2012/11/Ok_at_genopvarme-_persillesovsen
17 NOVEMBER 2019