Eksempel på menuplan i en børnehave

Sunde tendenser i børnehaver uanset brugen af økologi

Fødevarer, fisk og landbrug Ernæring og kostvaner

Andelen af økologiske råvarer har ikke signifikant betydning for sammensætningen af børnehavebørns generelt sunde frokost, viser en undersøgelse fra DTU.

Hvis danske dagsinstitutioner serverer frokost for børnene, skal den ifølge lovgivningen være sund. Samtidig er der en god chance for, at en stor del af maden i dit barns børnehave er økologisk, da den offentlige storkøkkensektor har været genstand for en omfattende omlægning fra konventionelle til økologiske råvarer. 

DTU Fødevareinstituttet har derfor undersøgt, hvordan brugen af økologiske råvarer spiller ind på den ernæringsmæssige sammensætning af frokostmenuen i børnehaver. Instituttet har analyseret menuplaner fra 28 børnehaver, hvor brugen af økologiske råvarer i gennemsnit varierer fra 27% til 96%.

På nogle områder er sammensætningen af frokostmåltiderne meget ens på tværs af børnehaverne, mens den på andre områder varierer meget. Men undersøgelsen har ikke påvist signifikante forskelle, der hænger sammen med hvor mange økologiske produkter, børnehaverne bruger.

Der er dog tendens til, at institutioner med en høj (60-90%) eller meget høj (over 90%) økologiprocent har lidt flere kødløse dage, lidt oftere bruger bælgfrugter og ost i maden og lidt hyppigere har grød og vegetarretter på menuen. Den tendens er ernæringsmæssigt hverken entydig positiv eller negativ, men afhænger af den ernæringsmæssige sammensætning af dagens måltider i øvrigt.

Sunde tendenser i alle institutioner

Alle institutioner serverer grøntsager og/eller frugt til frokost stort set hver dag, uanset om der er kold eller varm mad på menuen. Det er stort set kun på dage, hvor børnene får grød, at frugt og grøntsager mangler fra maden.

Institutionerne serverer hyppigere grøntsager end frugt, og grøntsagerne er oftere af de grove frem for de fine varianter, hvilket er i tråd med myndighedernes anbefalinger for sund institutionsmad.

Fuldkorn er på menuen hos samtlige institutioner til alle kolde frokostmåltider. I de varme retter bruger institutionerne i gennemsnit fuldkornsprodukter i cirka to tredjedele af måltiderne.

Plads til forbedringer

Fisk er generelt ikke på menuen så hyppigt i både de varme og de kolde retter, som anbefalingerne angiver. Mens hver anden institution eksempelvis har fisk på menuen ved alle kolde måltider som anbefalet, serverer knap hver femte kun fisk ved halvdelen eller færre af de kolde måltider.

Brugen af både vegetabilske fedtstoffer og andre fedtholdige produkter varierer meget, og der er formodentligt børnehaver, hvor fedtindholdet i maden ikke lever op til anbefalingerne for sund institutionsmad.

Læs mere

Undersøgelsen er nærmere beskrevet i e-artiklen: Hvad er på menuen i børnehaver med økologisk mad? (pdf). Miljø- og Fødevareministeriet har finansieret undersøgelsen.

Læs mere om Fødevarestyrelsens anbefalinger for dagsinstitutionskosten på styrelsens website: Anbefalinger for maden.