Grafik: DTU Fødevareinstituttet

Værktøj beregner hurtigt og nemt fødevarers varedeklarationer

Fødevarer, fisk og landbrug Ernæring og kostvaner
Et gratis værktøj udviklet på DTU Fødevareinstituttet kan hjælpe fødevarevirksomheder med hurtigt og nemt at beregne de oplysninger, der skal stå på en fødevares varedeklaration. Værktøjet er udviklet for Miljø- og Fødevareministeriet.

Siden december 2016 har loven krævet, at fødevareproducenter udstyrer færdigpakkede fødevarer med næringsdeklarationer, der viser varens indhold af energi, fedt, mættede fedtsyrer, kulhydrat, sukkerarter, protein og salt. Et gratis værktøj udviklet på DTU Fødevareinstituttet for Miljø- og Fødevareministeriet gør det nemt og hurtigt at beregne alle de informationer, der skal indgå i varedeklarationen.

Virksomhederne indtaster ingredienserne fra en opskrift i det rigtige blandingsforhold i værktøjet, som derefter beregner næringsdeklarationen. Deklarationsberegneren – som værktøjet hedder – opstiller også ingredienserne i ingredienslisten i faldende rækkefølge i forhold til vægt og fremhæver allergene ingredienser, som lovgivningen kræver.

I beregningerne benytter værktøjet bl.a. oplysninger fra DTU Fødevareinstituttets database over fødevarers næringsstoffer, Fødevaredata. Virksomheder kan også på eget ansvar indtaste egne ingredienser i deklarationsberegneren. Et par simple tjek sikrer, at beregninger fra egne data bliver korrekte.

Deklarationsberegneren håndterer mange af opgaverne omkring udarbejdelsen af deklaration helt selvstændigt, men har brug for en ekstra indsats fra brugere til nogle opgaver. Når der f.eks. indgår en sammensat ingrediens i en fødevare, skal brugeren finde ud af, hvad ingrediensen er sammensat af og skrive det ind i den deklaration der arbejdes på, så den endelige deklaration bliver korrekt.

Læs mere

Deklarationsberegneren er tilgængelig via DTU Fødevareinstituttets website. Den er gratis at bruge for registrerede brugere.

Læs mere om reglerne for næringsberegninger på Fødevarestyrelsens website: Næringsdeklarationer.