Photo: Bent Johnsen / University of Copenhagen

Data om potentielt sundhedsskadelige bioaktive stoffer i planter

Fødevaresikkerhed

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, har offentliggjort en database med information om bioaktive stoffer i ca. 900 planter. Databasen kan være en hjælp til en sikrere brug af planter og planteekstrakter i fødevarer og kosttilskud. 

Planter og planteekstrakter er blevet populære som ingredienser i fødevarer og kosttilskud, men nogle kan udgøre en risiko for menneskers sundhed. EFSA har offentliggjort en database med information om cirka 900 planter og deres indhold af en række bioaktive stoffer, der potentielt kan være skadelige for mennesker.

Databasen bygger på information fra et tidligere publiceret kompendium. Den kan hjælpe fødevare- og kosttilskudsproducenter med at få en idé om indholdet af nogle af de mulige skadelige stoffer i en given plante. Informationerne i databasen kan dog ikke stå alene og er ikke en egentlig risikovurdering af planten eller præparationer heraf. Den tager heller ikke højde for, om det er lovligt at markedsføre planten som en ingrediens i kosttilskud eller som en egentlig fødevare i EU.

Planer for et stort datavarehus

EFSA har i 2016 allerede gjort to andre databaser offentligt tilgængelige i EFSA’s datavarehus.

Den ene indeholder data over indholdet af kemiske forureninger i fødevarer på det europæiske marked. Den anden indeholder data over, hvad befolkningen i forskellige europæiske lande spiser og bliver af EFSA brugt til f.eks. at vurdere europæernes næringsstofindtag eller risikoen ved kemiske forureninger i fødevarer.

EFSA har desuden planer om i år at offentliggøre databaser for bl.a. antibiotikaresistens, pesticidrester og forekomsten af zoonoser i mennesker og dyr. Zoonoser er sygdomme, der kan overføres direkte fra dyr til mennesker.

Formålet med at offentliggøre databaserne er at gøre indsamlede europæiske data tilgængelige og på den måde bidrage til yderligere at styrke fødevaresikkerheden. Det er også et formål at øge gennemsigtigheden af EFSA’s arbejde.

Læs mere

Læs mere om databasen over planter, som bruges i fødevarer og kosttilskud, på EFSA’s website. Databasen er stadig under udvikling og vil blandt andet blive udvidet med ikke-europæiske plantearter. EFSA forventer, at den endelige version er klar til brug i starten af 2017.

Læs om reglerne for adgang til de forskellige databaser, som findes i EFSA’s datavarehus.