Photo: Colourbox.dk

Risikovurderinger i går, i dag og i morgen

Fødevarer, fisk og landbrug Fødevaresikkerhed

Symposium samler 300 deltagere for at stille skarpt på datidens, nutidens og fremtidens udfordringer for risikovurderinger. DTU Fødevareinstituttet er medarrangør.

Den 30. november og 1. december 2017 er ca. 300 deltagere samlet i Berlin til et symposium, som stiller skarpt på datidens, nutidens og fremtidens udfordringer for risikovurderinger set i et såvel nationalt som internationalt perspektiv. Som VTEC-udbruddet i 2011, antibiotikaresistens og hormonforstyrrende stoffer samt international harmonisering af vurderingskriterier.

I en tid præget af øget globalisering, hvor handel i stigende grad foregår på tværs af landegrænser, er internationalt samarbejde nødvendigt for at overvinde de udfordringer for forbruger- og fødevaresikkerheden, som verden står overfor.

Hvordan bruges nye teknologier f.eks. til at vurdere forekomsten af antibiotikaresistens? Hvordan holder vi skadelige kemikalier ude af fødevareemballage? Hvordan opdager og stopper man fødevaresvindel? Hvilke strategier øger bedst forbrugersikkerheden internationalt? Hvilke metoder og teknologier er det muligt at bruge og udvikle for at vurdere risici og harmonisere måden risikovurderinger udformes på?

Det er nogle af de spørgsmål, som de ca. 300 deltagere fra Danmark, Tyskland, Frankrig, Sydkorea og USA vil diskutere på symposiet.

Et af emnerne på symposiet er blandt andre det omfattende VTEC-udbrud i 2011, som er et godt eksempel på forskningsbaseret samarbejde om risikovurdering. Udbruddet var en af de mest alvorlige fødevarekriser i Europa i årtier. Ifølge en rapport fra Robert Koch Institute i Federal Health Gazette 2013 resulterede VTEC-udbruddet i 53 dødsfald og 3.740 sygdomstilfælde, hvoraf nogle var meget alvorlige.

Læs mere

Symposiet er arrangeret af tyske BfR (Bundesinstitut für Risikobewertung) i samarbejde med DTU Fødevareinstituttet, franske ANSES (Agence nationale de sécurité sanitaire de l’alimentation,de l’environnement et du travail) og sydkoreanske NIFDS (National Institute of Food and Drug Safety Evaluation).

Se program og anden information om symposiet, Past, present and future global challenges in risk assessment – strengthening consumer protection, på BfR’s website

Kontakt

For spørgsmål om symposiet kontakt BfR Academy på academy@bfr.bund.de.