Photo: Colourbox.com

Forbrugervenlig information om sprøjterester i fødevarer

Fødevaresikkerhed Fødevarer, fisk og landbrug
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, vil hjælpe lægfolk til at få et nuanceret billede af indholdet af sprøjterester i fødevarer på det europæiske marked. I en ny årlig forbrugerorienteret rapport gør EFSA komplekse datasæt fra den europæiske pesticidovervågning lettere at forstå og sætter resultaterne ind i en kontekst.

Alle europæiske lande overvåger og analyserer forekomsten af sprøjterester i fødevarer for at sikre, at de holder sig indenfor EU’s tilladte grænseværdier. Resultaterne kan også bruges til at håndtere eventuelle overskridelser, der kan udgøre et sundhedsmæssigt problem.

EFSA samler data fra landenes nationale overvågning i et samlet europæisk datasæt, der kan bruges som det videnskabelige grundlag til at vurdere og håndtere eventuelle risici forbundet med sprøjterester i fødevarer.

De samlede overvågningsdata viser, at overskridelser af grænseværdierne er undtagelsen snarere end reglen, hvilket ikke altid er det billede, medierne tegner i deres omtale af enkeltstående overskridelser. EFSA vil med en ny årlig rapport hjælpe lægfolk til at få en bedre forståelse af resultaterne fra den europæiske pesticidovervågning ved at sætte dem i en kontekst.

Rapporten omtaler også resultaterne af EFSA’s ad hoc arbejde indenfor kemiske forureninger i fødevarer. I rapporten er der desuden sat fokus på arbejdet med at vurdere arsenikindholdet i fødevarer og drikkevand samt ethyl carbamate i alkohol. 

Læs mere

Læs hele rapporten på EFSA’s website: Chemicals in food 2015.

I Danmark bidrager DTU Fødevareinstituttet til Fødevarestyrelsens pesticidkontrol med overvågning af pesticidrester i frugt, grøntsager, korn, forarbejdede produkter og kød. Læs DTU Fødevareinstituttets publikationer om pesticider i kosten.

De seneste resultater fra den danske pesticidovervågning er beskrevet i DTU Fødevareinstituttets pressemeddelelse fra den 12. december 2014: Dansk frugt og grønt indeholder stadig færrest sprøjterester.