Photo: Colourbox.dk

EFSA vurderer igen bisphenol A’s påvirkning af immunforsvaret

Fødevarer, fisk og landbrug Sundhed og sygdomme

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, vil vurdere nye forskningsresultater fra Holland, som viser, at bisphenol A kan skade immunforsvarets udvikling hos rotter. Studierne var ikke offentliggjort, da EFSA i 2014 lavede en sundhedsvurdering af stoffet og efterfølgende satte en grænse for den mængde af stoffet, som mennesker kan tåle at indtage dagligt.

Det kemiske stof bisphenol A, der blandt andet bliver brugt i visse konservesdåser, plastmaterialer og kasseboner, er under mistanke for at føre til sundhedsskadelige effekter i mennesker. EFSA har i 2014 lavet en sundhedsvurdering af stoffet. Ifølge vurderingen udgør et bisphenol A indtag under 4 mikrogram per kilo kropsvægt per dag ikke en sundhedsrisiko.

På opfordring fra det hollandske nationale institut for sundhed og miljø, RIVM, vil EFSA sammensætte en arbejdsgruppe, der skal vurdere bisphenol A’s påvirkning af immunforsvaret på ny. Det sker, fordi hollandske dyreforsøg viser, at lave doser af bisphenol A kan skade udviklingen af immunforsvaret i rotter. Studierne er offentliggjort efter, EFSA lavede sin sundhedsvurdering.

Ny sundhedsvurdering planlagt

EFSA har tidligere offentligt planer om at revurdere sin sundhedsvurdering af bispenol A, når resultaterne fra et toårigt amerikansk studie af stoffet bliver publiceret i 2017. I revurderingen vil EFSA også medtage toksikologiske data fra andre videnskabelige undersøgelser, der er offentliggjort siden 2012.

Lavere grænse for bisphenol A anbefalet

DTU Fødevareinstituttet forsker i stoffets hormonforstyrrende effekter, og flere studier fra instituttet har påvist sådanne effekter. På den baggrund vurderer instituttets forskere, at indtaget skal være 0,7 mikrogram per kilo kropsvægt per dag eller lavere for at beskytte tilstrækkeligt mod hormonforstyrrende effekter.

Læs mere

Studierne af bisphenol A’s påvirkning af immunforsvaret er beskrevet i to videnskabelige artikler: Food intolerance at adulthood after perinatal exposure to the endocrine disruptor bisphenol A (pdf) og Perinatal Exposure to a Low Dose of Bisphenol A Impaired Systemic Cellular Immune Response and Predisposes Young Rats to Intestinal Parasitic Infection (pdf).

Læs også om DTU Fødevareinstituttets forskning i og seneste studier af bisphenol A’s hormonforstyrrende effekter i pressemeddelelsen fra den 19. april 2016: Bisphenol A i lave doser kan påvirke sædkvalitet, brystvæv og adfærd.

På Fødevarestyrelsens website findes information om, hvordan man vælger indpakning, der ikke indeholder bisphenol A: Vær opmærksom på bisphenol A fra plast og dåser.