Sociologiske perspektiver

Formålet med den sociologiske forskning og rådgivning indenfor kost og fysisk aktivitet er dels at opnå indsigt i, hvilke sociale forhold der har betydning for danskernes kost- og fysiske aktivitetsvaner, dels at beskrive, hvilke grupper der i særlig grad er i risiko for forringet sundhed på grund af uhensigtsmæssige vaner. Endvidere er formålet at undersøge motiver og barrierer for at spise sundt og være fysisk aktiv samt at opnå en forståelse for vaner og holdninger relateret til en sund livsstil.

Forskning i sociologiske perspektiver på kost og fysisk aktivitet skaber viden, der bidrager til at forklare og forstå, hvorfor danskernes spiser, som de gør og bevæger sig i det omfang, de gør. En viden der er afgørende, når man ønsker at iværksætte målrettede forebyggelsesinitiativer og dermed påvirke befolkningens kost- og aktivitetsvaner.

Forskningsmetoderne er kvantitative såvel som kvalitative. I de kvantitative analyser anvendes data fra Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet, DANSDA. Her indsamles informationer om social baggrund (uddannelse, arbejdsstatus, indkomst, husstandens sammensætning og bopælsområde), vaner knyttet til måltidet (måltidskultur), værdier relateret til kostvaner samt motiver og barrierer for at spise sundt. De kvalitative analyser bygger på dybdeinterviews, fokusgruppeinterviews og observationsstudier og skaber et komplekst, virkelighedsnært og nuanceret billede af sundhedsrelaterede problemstillinger.

Samarbejde

Danmarks Statistik
Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) 
Fødevarestyrelsen
Fødevareøkonomisk Institut, det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Landbrug og Fødevarer
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 
National Institute for Consumer Research (SIFO), Norge
NaturErhvervstyrelsen