Photo: DTU Fødevareinstituttet

Grøn idé skal få mennesker til at spise græs

torsdag 25 jan 18

Kontakt

Daniel Stender Nørgaard
Videnskabelig assistent
DTU Fødevareinstituttet
60 62 92 35

Kontakt

Peter Ruhdal Jensen
Professor, forskningsgruppeleder
DTU Fødevareinstituttet
45 25 25 10

Græsprotein kan være med til at mætte klodens voksende befolkning – og kan produceres økonomisk rentabelt og bæredygtigt.

Græs er nemt og billigt at producere i Danmark. Det bliver dyrket i store kvantiteter sammen med nitrogenfikserende efterafgrøder på marker over hele landet, og på den måde bindes nitrogen i rødderne og reducerer udvaskning af næringsstoffer. Indtil nu er afgrøden hovedsageligt blevet brugt som foder til kvæg.

I jagten på at udvikle bæredygtige fødevarer, som kan brødføde verdens voksende befolkning, har forskere fra DTU Fødevareinstituttet sammen med AU Foulum udviklet en metode til at udvinde protein fra græs, så det kan bruges som proteinkilde i fødevarer. Aminosyresammensætningen ligner den, der findes i proteinkilder som soja, æg og valle. Miljø- og klimabelastningen ved fremstilling af græsprotein er dog betydelig mindre.

Værdiforøgelse ved udvinding af græsprotein

For at udvinde proteindelen bliver græsset først kørt igennem en skruepresse, der fungerer som en stor juicer. Den deler råmaterialet i en fiberrig tørstofdel, som kan bruges til kvægfoder, og en proteinholdig væskedel. En efterfølgende behandling af væskedelen fraskiller proteinerne, som derefter bliver tørret til pulver.

Det udvundne proteinpulver kan sælges til en kilopris, der er cirka 10 gange højere, end hvis råvaren blev solgt som foder. Derudover kan tørstofdelen stadig sælges som kvægfoder, hvilket øger konceptets samlede rentabilitet og bæredygtighed.

Græs må ikke smage af græs

Det er indtil videre lykkedes DTU Fødevareinstituttet at lave produkter som proteinbarer med et græsproteinindhold på op til 10%, uden at folk vrænger på næsen ad smagen. Det sker ved at fjerne noget af græssmagen eller tilsætte aromatiske ingredienser som peanut butter, honning, ingefær og lakrids, der er med til at camouflere græssmagen.

Næste trin er at fjerne endnu mere af smagen og farven i proteinpulveret og teste proteinets egenskaber i et bredt udvalg af fødevareprodukter. 

Læs mere

Arbejdet indgår i innovationsprojektet BioValue, hvor DTU, Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet samarbejder med en række virksomheder om at finde innovative måder at udnytte grøn biomasse. Læs mere på BioValues website.

Forskningsgruppen for Mikrobiel Bioteknologi og Bioraffinering ved DTU Fødevareinstituttet har fokus på effektiv biokonvertering af en bred vifte af bæredygtige råmaterialer. Læs mere om gruppens arbejde på DTU Fødevareinstituttets website.

http://www.food.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=FAA97729-3FB8-4CD9-AA9C-1060AD3419CE&utm_device=web&utm_source=RelatedNews&utm_campaign=Danske-afgroeder-er-vaesentligt-oftere-fri-for-pesticidrester
24 MAJ 2018