Bifidobacterium-animalis-subsp - photo: Chr. Hansen

Gode bakterier holder længere med sukkerovertræk

mandag 15 jan 18

Kontakt

Ioannis S. Chronakis
Professor MSO
DTU Fødevareinstituttet
40 20 64 13

Kontakt til Chr. Hansen

Projektleder Jakob Søltoft-Jensen
Tlf. 60 35 36 46

Pressechef Helle Rexen
Tlf. 20 74 28 40

Chr. Hansen og DTU Fødevareinstituttet vil i et fælles forskningsprojekt indkapsle sundhedsfremmende bakterier, så de holder og virker bedre i maven på forbrugeren

Har du været på en skrap antibiotikakur eller prøvet rejsediarreens pinsler, kan du sikkert skrive under på, at en sund bakteriebalance i tarmen er vigtig. Det er veldokumenteret, at særlige probiotiske (sundhedsfremmende) bakterier kan bidrage til at skabe en sådan balance og generelt styrke immunforsvaret, og forbrugere efterspørger i stigende grad probiotika.

Levende probiotiske bakterier skal dog være til stede i et bestemt celletal for at have en effekt. For visse fødevarer, som typisk har et højt væskeindhold eller opbevares ved stuetemperatur, kan det være vanskeligt at sikre, at tilsatte probiotiske bakterier holder sig aktive og funktionsdygtige til sidste salgsdato. For andre fødevareemner er det på nuværende tidspunkt slet ikke muligt at tilsætte bakterier nok til at opnå en sundhedseffekt.

Det skal forskningsprojektet PROBIO med støtte fra Innovationsfonden nu rette op på. Over fire år skal den globale bioscience-virksomhed Chr. Hansen sammen med DTU Fødevareinstituttet undersøge, om man ved at påføre probiotika en tynd membran af sammensatte sukkermolekyler (polysakkarider) kan forbedre bakteriernes stabilitet i forskellige fødevareprodukter med høj fugtighed, for eksempel juice og yoghurt.

Chr. Hansen stiller bakterier og ekspertise til rådighed, og virksomheden vil blandt andet bygge et særskilt pilotanlæg til den lovende og avancerede teknologi, som skal anvendes til at tørre og indkapsle de probiotiske bakterier.

DTU Fødevareinstituttet vil trække på sin forskning i og viden om enkapsuleringsteknikker og polysakkarider til at videreudvikle teknologier, der omkostningseffektivt indkapsler og beskytter følsomme ingredienser som for eksempel probiotika.

"De teknologier, vi skal udvikle i projektet, vil desuden kunne bruges på andre fødevarer og produkter på sigt."
Professor Ioannis S. Chronakis

Projektets overordnede mål er at imødegå de teknologiske forhindringer, der står i vejen for at udbrede brugen af probiotika globalt.

"Det handler om at få de probiotiske bakterier til at virke, der hvor de gør gavn, nemlig i maven på forbrugeren. Den spændende teknologi vi skal arbejde med i projektet kan være med til at sikre, at de sundhedsfremmende egenskaber holdes intakte hele vejen fra fabrikken til forbrugeren, selv i miljøer som er vanskelige, for eksempel fordi det er en drikkevare, eller den ikke opbevares på køl", forklarer projektleder Jakob Søltoft-Jensen, Chr. Hansen.

"De teknologier, vi skal udvikle i projektet, vil desuden kunne bruges på andre fødevarer og produkter på sigt", tilføjer professor Loannis S. Chronakis, DTU Fødevareinstituttet.

Forskningssamarbejdet vil producere viden, som på længere sigt vil sætte Chr. Hansen i stand til at tilbyde probiotiske kulturer i en langt bredere palet af føde- og drikkevarer end i dag.

http://www.food.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=EEDACE22-7C43-4CBE-8411-9E037E578960&utm_device=web&utm_source=RelatedNews&utm_campaign=Pesticidrester-i-kosten-1-kvartal-2017
18 FEBRUAR 2018