Photo: Mikkel Adsbøl

Bedre overvågning kan hjælpe Europas kamp mod antibiotikaresistens

torsdag 21 sep 17

Kontakt

Frank Møller Aarestrup
Professor, forskningsgruppeleder
DTU Fødevareinstituttet
35 88 62 81

En rapport med tal fra fem europæiske overvågningsnetværk er yderligere dokumentation for sammenhængen mellem brugen af antibiotika i Europa og forekomsten af antibiotikaresistente bakterier i mennesker og dyr. Rapporten opfordrer til, at detaljeringsgraden af de indsamlede data øges, så det bliver muligt at gennemføre mere specifikke og robuste analyser, som kan bruges til bedre at tilrettelægge tiltag til at bremse udviklingen af resistente bakterier.

Behandling med antibiotika bliver brugt til at dræbe sygdomsfremkaldende bakterier blandt både mennesker og dyr. Desværre kan antibiotikabehandling også medføre, at bakterierne beskytter sig ved at udvikle resistens overfor den type antibiotika, der behandles med. 

En europæisk rapport kortlægger resistensproblemet i Europa ved at sammenholde og analysere data for 2013-2015 fra fem europæiske overvågningsnetværk for antibiotikaforbrug til dyr og mennesker og forekomsten af resistente bakterier i både dyr og mennesker.

Rapporten er yderligere dokumentation for sammenhængen mellem brugen af visse typer antibiotika og forekomsten af bakterier i både mennesker og dyr, der er resistente overfor disse stoffer. Den viser også nogle vigtige forskelle i brugen af antibiotika imellem de europæiske lande.

Rapporten opfordrer til, at detaljeringsgraden af de indsamlede data øges, så de f.eks. viser, om et præparat er udskrevet af egen læge eller givet på et hospital, eller hvilken type produktionsdyr har modtaget behandlingen. Det vil gøre det muligt at gennemføre mere specifikke og robuste analyser, som kan bruges til at udforme tiltag til at bremse udviklingen af resistente bakterier i Europa.

Læs mere

Rapporten er udgivet af den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, og det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og -kontrol, ECDC. Den kan downloades via EFSA’s website: ECDC/EFSA/EMA second joint report on the integrated analysis of the consumption of antimicrobial agents and occurrence of antimicrobial resistance in bacteria from humans and food-producing animals.

I Danmark står DTU Fødevareinstituttet, DTU Veterinærinstituttet og Statens Serum Institut bag DANMAP-programmet, der siden 1995 har overvåget brugen af antibiotika til mennesker og dyr i Danmark og forekomsten af antibiotikaresistens blandt bakterier i dyr, mennesker og fødevarer. DANMAP rapporterne kan hentes fra DANMAP’s website.

Se en kort video, hvor en af EFSA’s eksperter forklarer, hvad antibiotikaresistens er, og hvorfor det er et problem i forhold til fødevarer.

http://www.food.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=AE6B9B22-ABF5-4A10-8434-E0E47B85E821&utm_device=web&utm_source=RelatedNews&utm_campaign=Risk-benefit-assessments-on-the-agenda-in-Europe
13 DECEMBER 2017