Foto: Hampus Berndtson

DTU Veterinærinstituttet i ny konstellation

tirsdag 13 feb 18
|
af Tom Nervil

Kontakt

Rasmus Larsen
Prorektor
Rektoratet
45 25 10 10

Kontakt

Kristian Møller
Institutdirektør & Centerleder
DTU Veterinærinstituttet
35 88 61 89

Danmarks veterinære beredskab

Beredskabet omfatter cirka 80 sygdomme hos husdyr, hvoraf nogle kan smitte mennesker. Husdyrsygdomme kan have store konsekvenser for dyrevelfærd, erhverv og eksport. 

Bekæmpelse sker af hensyn til dyrenes velfærd, til fødevaresikkerheden for at undgå faren for smitte af mennesker, for at opretholde eksporten af fødevarer og for at forbedre landmændenes produktionsøkonomi. Der er særligt fokus på bl.a. mund- og klovesyge, svinepest, fugleinfluenza og Newcastle Disease hos fjerkræ. Bestandene overvåges dagligt for sygdoms­tegn, og der er vægt på forebyggelse.

DTU Veterinærinstituttets rammeaftale omfatter både forskningsbaseret rådgivning, forskningsbaseret monitorering, overvågning og databanker samt forskningsbaseret beredskab.

Kilde: Fødevarestyrelsen

DTU har fundet en form, der sikrer den excellente forskning, den faglige kompetence, uddannelsesaktiviteterne og beredskabsopgaven frem til 2020 med færrest mulige afskedigelser under de givne vilkår.

Da regeringen i juni 2016 ved en tildelingsproces besluttede at konkurrenceudsætte det veterinære beredskab, som DTU Veterinærinstituttet har forestået siden fusionen 2007, valgte DTU under de givne forudsætninger at byde ind på fortsat at varetage opgaven. Det samme gjorde et fællesskab bestående af Københavns Universitet (KU) og Statens Serum Institut (SSI).

På baggrund af materialet fra de to udbydere meddelte Miljø- og Fødevareministeriet den 26. juni 2017, at KU/SSI skal overtage det veterinære beredskab, når kontrakten med DTU udløber d. 31/12 2019.

I denne situation, hvor en stor del af det økonomiske og faglige grundlag for instituttet beror på det veterinære beredskab, måtte DTU konstatere, at forudsætningen for en selvstændig veterinærfaglig enhed på DTU er bortfaldet. 
 

Med rettidig omhu

"Det har været et større puslespil, men der har heldigvis været en stor imødekommenhed fra institutter på DTU, som gerne vil overtage de excellente forskningsgrupper "
Rasmus Larsen

DTU iværksatte derfor i september 2017 et intensivt og omfattende program, der skulle vurdere mulighederne for at sikre forskningsaktiviteterne, uddannelsesaktiviteterne, infrastrukturen, personalesituationen, den diagnostiske forretning, de økonomiske aspekter og den fortsatte myndighedsbetjening frem til udgangen af 2019.

Programmet har haft DTU´s øverste ledelses bevågenhed med prorektor Rasmus Larsen for bordenden. Det har været afgørende, at omlægningen af DTU Veterinærinstituttets aktiviteter skulle medføre færrest mulige forskningsmæssige, uddannelsesmæssige, økonomiske og menneskelige omkostninger.

Stor imødekommenhed

Direktionen har ønsket at give mulighed for, at den excellente og økonomisk bæredygtige forskning kan fortsætte på andre DTU institutter, og at de ingeniøruddannelser, som DTU Veterinærinstituttet har understøttet, sikres. Der er endvidere lagt vægt på, at det veterinære beredskab varetages på betryggende vis, mens DTU har ansvaret. Endelig ønskede direktionen at give den diagnostiske forretning mulighed for at fortsætte på kommercielle vilkår i synergi med forskningen og uddannelserne på DTU.

Det korte, intensive program er nu tilendebragt, og de fleste af brikkerne er faldet på plads.

”Det har været et større puslespil, men der har heldigvis været en stor imødekommenhed fra institutter på DTU, som gerne vil overtage de excellente forskningsgrupper fra DTU Veterinærinstituttet,” fortæller Rasmus Larsen.

Der er således fem institutter på DTU, der bliver forøget med nye forskningsgrupper, nemlig DTU Aqua, DTU Bioengineering, DTU Compute, DTU Fødevareinstituttet og DTU Nanotech.

Fortsat beredskab

Da DTU Veterinærinstituttet fortsat er den organisatoriske enhed, der forestår det veterinære beredskab frem til udgangen af 2019, er der også forskningsgrupper, som er hægtet op på den opgave. Det gælder virologer og epidemiologer, hvoraf de fleste medarbejdere fortsætter uændret.

”Vi har en rammeaftale med Miljø- og Fødevareministeriet, der omfatter forskningsbaseret rådgivning, overvågning og beredskab i forhold til husdyrsygdomme i Danmark indtil 2020. Den aftale gør vi alt, hvad vi kan for fortsat at løse med samme høje kvalitet, som vi hidtil har gjort,” siger institutdirektør Kristian Møller.

AT DTU Veterinærinstituttets faglighed er i top fremgår da også af, at EU Kommissionen for nyligt har tildelt instituttet rollen som referencelaboratorium for overvågningen af krebsdyr.

Institutdirektøren understreger endvidere, at de kunder – hovedsagelige dyrlæger – som har betjent sig af DTU Veterinærinstituttets ekspertise på det veterinære område, stadig kan henvende sig med sindsro.

”DTU vil nemlig fortsætte den diagnostiske service på veterinærområdet, samtidig med at der udvikles nye koncepter for koordinering og samarbejde om diagnostik på DTU i et diagnostisk center med samme høje faglighed, som vi har i dag,” fortæller Kristian Møller.

Har kostet medarbejdere

Omlægningen og tilpasningen af DTU Veterinærinstituttet til en fremtid uden myndighedsbetjening har dog omkostninger ud over de økonomiske. Ledelsen har således vurderet, at det har været nødvendigt med en personalereduktion. Instituttets medarbejdere er i den forbindelse blevet tilbudt frivillige afskedigelsesaftaler, hvilket 15 medarbejdere har taget imod.

D. 30. januar fik yderligere 11 medarbejdere uddelt høringsbrev vedrørende påtænkt afskedigelse. De berørte medarbejdere fik samtidig tilbud om psykologhjælp og orientering om konsulenthjælp til at finde nyt job.

Uddannelsesaktiviteter fortsætter

DTU har siden 2007 oprettet tre ingeniøruddannelser, der understøttes af DTU Veterinærinstituttet. Det har været magtpålæggende at opretholde disse uddannelser af hensyn til de studerende, der er indskrevet, og det erhverv der efterspørger disse ingeniører. Det sker fremadrettet ved forankring på andre institutter på DTU. Også her gælder det, at de fleste af brikkerne er faldet på plads. Der er dog enkelte kurser, hvor en afklaring af fremtidigt organisatorisk ophæng udestår. Alle phd. studerende er endvidere sikret, at deres phd. studium kan fortsætte på DTU også efter 31/12 2019.

Alt i alt er programmet for DTU Veterinærinstituttets tilpasning og dermed den umiddelbare fremtid for instituttets aktiviteter lagt i rammer. De sidste huller i puslespillet forventes at blive fyldt ud ved programmets afslutning d. 30. juni 2018. Der vil dog i perioden frem til afslutning af beredskabforpligtelsen ultimo 2019 løbende pågå dialog med KU og SSI om assistance og overflytning af analyser og medarbejdere.

Kommende konkurrenceudsættelser

Miljø- og Fødevareministeriet har meddelt, at ministeriet planlægger at konkurrenceudsætte hele den forskningsbaserede rådgivning. Det vedrører opgaver, der i dag varetages af DTU Fødevareinstituttet og DTU Miljø samt opgaver, der løses af Aarhus Universitet og for en mindre dels vedkommende Københavns Universitet.

”Efter konkurrenceudsættelsen af den veterinære beredskabsopgave står vi tilbage med et nationalt videnstab, hvor erfarne kolleger forlader arbejdet på dette område til stor skade for myndigheder og erhverv.  Samfundsøkonomisk er situationen særdeles ufordelagtig. DTU står tilbage med dyrt byggeri og forskningsinfrastruktur, der skulle være brugt til myndighedsbetjeningen; mens KU og SSI skal investere i nye laboratorier. Endelig er der de menneskelige konsekvenser, hvor kolleger, der har investeret deres karrierer i dette, uden egen skyld står uden fremtid inden for feltet,” siger Rasmus Larsen.

http://www.food.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=65F29EAE-C252-420D-B629-5F4B82C8819C&utm_device=web&utm_source=RelatedNews&utm_campaign=Danske-afgroeder-er-vaesentligt-oftere-fri-for-pesticidrester
19 OKTOBER 2018