Photo: Centers for Disease Control and Prevention

Pris for kamp mod globale fødevareudfordringer

Bakterier og mikroorganismer Gener og genomer Fødevarer, fisk og landbrug Fødevaresikkerhed

Mandag den 20. november modtog Frank Møller Aarestrup Nils Foss Excellence prisen 2017 for sin banebrydende forskning indenfor antibiotikaresistens – forskning der har direkte indvirkning på den globale fødevaresikkerhed og sundhed.

Professor Frank Møller Aarestrup fra DTU Fødevareinstituttet har modtaget Nils Foss Excellence Prisen 2017. Det er andet år i træk, at prisen bliver givet til en forsker, der har gjort en forskel for fødevaresikkerhed og -kvalitet. Prisen er på 100.000 euro, hvor mindst 75% skal bruges til yderligere forskning.

For banebrydende forskning i antibiotikaresistens

Frank Møller Aarestrup har modtaget prisen for sin banebrydende forskning indenfor antibiotikaresistens, forskning der har direkte indvirkning på den globale fødevaresikkerhed og sundhed.

Et af de vigtigste bidrag har været at kortlægge og bevise, at brugen af antibiotika til dyr har konsekvenser både økonomisk og sundhedsmæssigt, og at vi kan gøre noget ved det ved at reducere mængden af antibiotika, uden at det har konsekvenser for fødevareproduktionen. 

På vej mod global overvågning af smitsomme sygdomme

I øjeblikket arbejder Frank Møller Aarestrup med at opbygge en global ramme for overvågning af smitsomme sygdomme globalt. Bakterier respekterer ikke grænser. De løber ikke rundt med et pas, som han udtaler i pressemeddelelsen fra Foss i forbindelse med pristildelingen.

Et væsentligt udgangspunkt er, at hvis vi ønsker at forbedre fødevaresikkerheden i Danmark, er vi nødt til at tage ud hvor fødevarerne bliver produceret og gøre noget ved problemerne der.

Forskningsgruppen for Genetisk Epidemiologi, som Frank Møller Aarestrup leder, arbejder f.eks. med at samle spildevandsprøver, som gør det muligt at undersøge sammensatte prøver fra en stor befolkning og ikke kun enkeltpersoner. Hvis mange prøver kommer fra alle de store byer i verden, er det muligt at overvåge smitsomme sygdomme hos op til 50% af verdens befolkning.

Frank Aarestrup
Frank Møller Aarestrup (t.v.) og Kristian Holst Larsen – modtagere af Nils Foss priserne i 2017.

Læs mere

Frank Møller Aarestrup har siden 1995 ledet antibiotikaresistensgruppen i DTU Fødevareinstituttet, og er ansvarlig for monitoreringen af antibiotikaresistens blandt dyr i Danmark.

Læs mere om Nils Foss Excellence prisen og prismodtagerne på Foss’ website. Ved prisoverrækkelsen, som fandt sted på FOSS Innovationscenter den 20. november 2017 blev Nils Foss Talent prisen også uddelt til Kristian Holst Laursen fra Københavns Universitet.

Se også en film om Frank Møller Aarestrups forskningsaktiviteter på Youtube.