Photo: Host cell from a mouse brain packed with the bradyzoite stage of the parasite Toxoplasma gondii. Source: Statens Serum Institut

Sygdomsbyrden for medfødt toxoplasmose i Danmark beregnet

torsdag 06 jul 17

Kontakt

Sara Monteiro Pires
Seniorforsker
DTU Fødevareinstituttet
35 88 70 28

Kontakt

Ioanna Nissen
Postdoc (gæst)
DTU Fødevareinstituttet
35 88 75 95

Kontakt

Henrik Vedel Nielsen
Head of Laboratory
Statens Serum Institut
32 68 39 95

Sygdomsbyrden for medfødt toxoplasmose – en infektion der overføres fra mor til foster – er stor per tilfælde. Kun relativt få tilfælde af sygdommen forekommer dog hvert år i Danmark. Det konkluderer et studie fra DTU Fødevareinstituttet i samarbejde med Statens Serum Institut, som har beregnet sygdomsbyrden i Danmark for første gang. Studiet kan bidrage til at prioritere tiltag, som kan mindske de helbredsmæssige konsekvenser af toxoplasmose.

Toxoplasmose er en sygdom, der kan smitte fra dyr til mennesker, ved f.eks. at spise råt kød eller kød der ikke er gennemstegt, indtage fødevarer eller vand, der indeholder parasitten, eller ved at være i berøring med jord, der indeholder cyster fra parasitten. Ved medfødt toxoplasmose overføres infektionen fra mor til foster. Toxoplasmose infektioner kan have milde til meget alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, vurderer, at den globale sygdomsbyrde er stor.

Sygdomsbyrden beregnes i enheden DALY, som står for disability adjusted life years eller sygdomsjusterede leveår. DALY er et mål for, hvor mange leveår en samlet befolkning mister, når mennesker må leve med nedsat livskvalitet og/eller dør tidligere end forventet som følge af sygdom.

Forskere ved DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut har brugt 15 års overvågningsdata fra to screeningsundersøgelser til at beregne den reelle sygdomsbyrde i Danmark som følge af medfødt toxoplasmose. Det tal har indtil nu været ukendt.

Stor sygdomsbyrde per tilfælde

Forskerne har beregnet, at i alt 14 børn er født i 2014 med medfødt toxoplasmose, hvoraf mindst seks vil udvise symptomer, inden de bliver 12 år. Ifølge beregningerne har sygdommen også medført en spontan abort, som alt i alt har resulteret i en sygdomsbyrde på 123 DALYs. Uden et overvågningsprogram vurderer forskerne, at der forekommer mindst fem urapporterede tilfælde for hvert registreret tilfælde af medfødt toxoplasmose.

"Hvis man sammenligner med de mest almindelige zoonoser – altså sygdomme, der kan smitte fra dyr til mennesker – kan det godt være, at sygdomsbyrden ikke virker særlig stor på befolkningsniveau. Den er dog meget stor for de få børn, der skal leve med sygdommen resten af livet"

Selvom tallene er beregnet for ét bestemt år, vurderer forskerne, at de er repræsentative for andre år.

“Hvis man sammenligner med de mest almindelige zoonoser – altså sygdomme, der kan smitte fra dyr til mennesker – kan det godt være, at sygdomsbyrden ikke virker særlig stor på befolkningsniveau. Den er dog meget stor for de få børn, der skal leve med sygdommen resten af livet,” siger seniorforsker Sara Monteiro Pires fra DTU Fødevareinstituttet.

Mere viden på vej

Kun ganske få lande har nationale beregninger af sygdomsbyrden for erhvervet og medfødt toxoplasmose. DTU Fødevareinstituttet er i samarbejde med andre vidensinstitutioner ved at beregne sygdomsbyrden for erhvervet toxoplasmose samt at kortlægge smittekilderne for begge typer af sygdommen. 

“Der er meget lidt viden om, hvilke smittekilder som rent faktisk forårsager toxoplasmose blandt mennesker, samt hvor stort bidraget er fra hver smittekilde. For at kunne udforme og gennemføre effektive forebyggelsesstrategier, har dem, der skal håndtere risikoen, brug for viden om, hvad de vigtigste smittekilder er og hvordan sygdommen overføres,” understreger Sara Monteiro Pires.

For at opnå større viden, er DTU Fødevareinstituttet sammen med vidensinstitutioner i Sverige, Norge og Findland gået i gang med at kortlægge, hvilke smittekilder som oftest ligger til grund for toxoplasmose i mennesker i Norden. 

Læs mere

Hovedresultaterne fra studiet er beskrevet i rapporten: Annual Report on Zoonoses in Denmark 2016 (pdf). Rapporten er udarbejdet af DTU Fødevareinstituttet i samarbejde med Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen.

Studiet er nærmere beskrevet i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Plos One: The disease burden of congenital toxoplasmosis in Denmark 2014

Find more information om, hvordan man undgår at blive syg på Statens Serum Instituts website: Toxoplasmose.

FAKTA OM TOXOPLASMOSE

Toxoplasmose giver ofte ingen symptomer, men få personer oplever en mild, influenza-lignende sygdom. Infektionen kan dog også medføre mere alvorlige komplikationer, som f.eks. synsnedsættelse og er blevet sat i forbindelse med udvikling af psykiatriske problemer (såsom skizofreni). 

Mennesker bliver udsat for toxoplasma parasitten gennem hele livet, hvilket udvikler immunitet, som beskytter et ufødt barn fra sygdommen. I Danmark har kun cirka 25% af den fødedygtige befolkning været smittet med parasitten.

Babyer, der bliver født med medfødt toxoplasmose, er som oftest raske ved fødslen og det kan tage måneder eller år, før de eventuelt udvikler øjenskader som følge af infektionen.

http://www.food.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=1694229e-9c2f-40cd-ac1d-1d9c9958cacd
24 NOVEMBER 2017