Symposium om tarmbakterier og sundhed

Et symposium i København til november stiller skarpt på samspillet mellem tarmens bakterier og udvikling af kost- og livsstilrelaterede sygdomme. Oplægsholdere fra hele Europa vil fremlægge de nyeste studier, som kan belyse samspillet mellem tarmens bakteriesammensætning og menneskers sundhed. Det danske strategiske Gut, Grain and Greens (3G) forskningscenter, som ledes af DTU Fødevareinstituttet, og Det Danske Diabetes Akademi er værter for symposiet.

Sammensætningen og aktiviteten af de mange myriader af bakterier, som lever i menneskets tarm, spiller en væsentlig rolle for sundheden. Et symposium i København den 24. og 25. november 2016 sætter fokus på den indflydelse, tarmbakterier kan have på stofskiftet og immunsystemet og dermed på sygdomme som eksempelvis type-2 diabetes.

Oplægsholdere fra hele Europa vil fremlægge den nyeste viden fra studier af både mennesker og dyr, som er med til at belyse samspillet mellem kost, bakteriesammensætning og kroppens risiko for en række sygdomme.

Symposiet er åbent for alle, som arbejder indenfor feltet – fra studerende til professorer – og deltagerne vil i løbet af de to dage få god mulighed for at udvide deres videnskabelige netværk.

Det danske strategiske Gut, Grain and Greens (3G) forskningscenter, som ledes af DTU Fødevareinstituttet, og Det Danske Diabetes Akademi er værter for symposiet. Symposiet er finansieret af Novo Nordisk Fonden og Det Danske Diabetes Akademi.

Sted

Novo Nordisk Fonden
Tuborg Havnevej 19
2900 Hellerup

Registrering og pris

Det er gratis at deltage i symposiet, men alle interesserede skal sende en kort motivation for, hvorfor de gerne vil deltage i symposiet. Tilmelding sendes senest den 11. oktober 2016 via Novo Nordisk Fondens website, hvor der også er mere information bl.a. om symposiets oplægsholdere.

Der er plads til 150 deltagere. Hvis arrangørerne modtager flere tilmeldinger, vil deltagerne blive udvalgt baseret på deres tilmeldingsoplysninger og motivation.

Kontakt

Har du spørgsmål om symposiet, kan du sende en e-mail til Christina Maria Hald fra Novo Nordisk Fonden.

Læs mere

Læs om 3G Centret, som ledes af DTU Fødevareinstituttet, på centrets website. Centret er delvist finansieret af Innovationsfonden.

Forskningsgruppen for Tarmmikrobiologi og Immunologi i DTU Fødevareinstituttet forsker i effekter af kost og kostkomponenter på tarmens bakteriepopulation og dens indflydelse på immunsystem og metabolisme. Læs mere om forskningsgruppen på instituttets website.

Tidspunkt

tor 24 nov 16 9:00 -
fre 25 nov 16 16:00

Hvor

Novo Nordisk Fonden
Tuborg Havnevej 19
2900 Hellerup