Nye bio- og højteknologiske produktionsformer, ændrede kostvaner og et globaliseret fødevaremarked gør, at den moderne fødevareproduktion er et internationalt erhverv i en rivende udvikling. Der er derfor behov for højtuddannede medarbejdere målrettet dette område.
Vil du lave kvalitetsstyring på Carlsberg eller være sygdomsdetektiv i den offentlige fødevarekontrol? Kan du se dig selv som den, der sørger for, at de fødevarer, vi spiser i fremtiden, har en god kvalitet og ikke udgør en sundhedsrisiko? Så er uddannelsen som diplomingeniør i fødevareanalyse lige noget for dig!
Samarbejde mellem DTU og Københavns Universitet
Uddannelsen bliver udbudt i et samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Det betyder, at du kommer til at gå på Københavns Universitet i et enkelt semester, mens resten af uddannelsen foregår på DTU. Du får en unik uddannelse i et bredt fagligt miljø, hvor du kan vælge mellem et usædvanligt stort udvalg af valgfrie kurser og mulige emner for dit afgangsprojekt.
Uddannelsens opbygning
Under uddannelsen lægger vi stor vægt på tværfaglig undervisning og projektarbejde, så de forskellige fag og projekter får en god sammenhæng. Du bliver også trænet i både skriftlig og mundtlig formidling af dine resultater fra projektarbejdet.
På den måde bliver du uddannet til at gå direkte ud i erhvervslivet og bestride et job, hvor arbejdsformen svarer til den, du er vant til fra studiet. Det er et stort ønske i erhvervslivet, at medarbejderne allerede har de kompetencer, før de bliver ansat.
Uddannelsens faglige kompetencer har direkte relation til praksis i erhvervslivet og relevante ministerier og omfatter følgende områder:
-
Kemi: Almen, organisk og analytisk
-
Toksikologi
-
Biokemi og molekylærbiologi
-
Mikrobiologi og aseptisk teknik
-
Fødevarekæden fra råvarer til færdigvarer, samt ”best practise”
-
Matematik, statistik og multivariat databehandling
-
Risikovurdering og modellering
-
Egenkontrol og ISO-certificering
-
Fødevarelovgivningen
-
Kvalitetssikring
-
Tilsynsplanlægning og auditering
-
Fødevareetik
Undervisningen
På DTU er året opdelt i to semestre, begyndende med den mandag der er tættest på d. 1. september og d. 1. februar. Hvert undervisningssemester er opdelt i tre perioder: Det første varer 13 uger og undervisningen på DTU er organiseret i 4-timers blokke. En blok består typisk af en indledende forelæsning efterfulgt af opgaveløsning i grupper af medstuderende. Herefter følger en eksamensperiode på ca. to uger, efterfulgt af en tre-ugers periode med ét kursus, hvor der normalt arbejdes i én sammenhængende periode.
På DTU Fødevareinstituttet er det forskere med speciale inden for de relevante emner, der underviser. Det sikrer, at du altid får opdateret viden, og at du får et indblik i forskning, innovation og myndighedsbetjening, som er instituttets arbejdsopgaver, allerede fra begyndelsen af din studietid.
Jobmuligheder
Som diplomingeniør i fødevareanalyse er det oplagt at få job inden for fødevaresikkerhed, kvalitetssikring og auditering i fødevareindustrien inden for catering, kød, mejeri, fisk og kornprodukter samt de tilknyttede kontrolmyndigheder. Dine kompetencer vil endvidere kunne bruges til at løse tilsvarende opgaver inden for anden biologisk og farmaceutisk produktion. Eksempler på dette er:
-
Analytisk medarbejder i fødevareindustrien (Novozymes, Christian Hansen, Danisco, Schulstad, Beauvais, Nestle, Danish Crown, Danpo og andre firmaer)
-
Kontrolmedarbejder i den farmakologiske industri (Leo, Novo Nordisk og andre)
-
Egenkontrol medarbejder i bioteknologisk industri
-
Ansat i Fødevarekontrollens regionslaboratorier og Fødevarestyrelsen
-
Kandidatstuderende på uddannelser indenfor fødevarer på DTU og KU-Life.
Ansøgning
Kvote 2: Ansøgningsfrist for søgning via kvote 2: 15. marts 2012 kl. 12.00
Kvote 1: Ansøgningsfrist for søgning via kvote 1: 5. juli 2012 kl. 12.00
Studiestart 3. september 2012
Antal studiepladser: 40
Find ansøgningsskemaer og vejledninger på Optagelse.dk.
Kontakt
Studieleder og lektor Lars Bogø Jensen