EFSA logo

EFSA søger nye medlemmer til to ekspertpaneler

Fødevarer, fisk og landbrug Fødevaresikkerhed

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, søger eksperter til at indgå i to paneler, som laver risikovurderinger indenfor fødevareingredienser og fødevareemballage. De valgte kandidater vil blive tilbudt et treårigt mandat fra juli 2017.

Eksperter fra Europas universiteter, forskningsinstitutioner og nationale fødevaresikkerhedsmyndigheder opfordres til at ansøge om at indgå i to af EFSA’s videnskabelige paneler for at sikre, at rådgivningen er på et højt videnskabeligt niveau. Det drejer sig om panelet for fødevareingredienser (ANS) og panelet for fødevareemballage (CEF).

Valgte kandidater vil blive tilbudt et treårigt mandat fra juli 2017.

Panelernes arbejde

Panelerne rådgiver EFSA i form af videnskabelige udtalelser, som offentliggøres i EFSA Journal – en online publikation med åben adgang.

ANS-panelet behandler spørgsmål om den sikre brug af tilsætningsstoffer, såsom farvestoffer og konserveringsstoffer, samt andre stoffer, der tilsættes fødevarer, f.eks. planter og plantedele. I de kommende år vil panelet i høj grad være optaget af at revurdere forskellige allerede tilladte tilsætningsstoffer – især emulgatorer, stabilisatorer, fortykningsmidler og sødestoffer.

CEF-panelet vurderer blandt andet kemikalier til brug i produktion af plastik og andre fødevarekontaktmaterialer samt fødevareenzymer og aromastoffer. En af panelets hovedopgaver i de kommende år vil være en evaluering af forskellige fødevareenzymer, inklusiv enzymer fra genmodificerede mikroorganismer. Målet er at udarbejde en EU-liste over godkendte enzymer.

Ansøgning

Egnede ansøgere kan arbejde inden for en række videnskabelige områder som f.eks. toksikologi, eksponering, kemi, ernæring eller fødevareteknologi. Det er væsentligt, at ansøgeren har professionel erfaring med risikovurdering og dokumenteret ekspertise indenfor mindst et af EFSA’s fagområder 

Ansøgningsfristen er den 30. juni 2016.

Læs mere

Find mere information om ansøgningsprocedurer og udvælgelse på EFSA’s website.