Photo: National Food Institute, Technical University of Denmark

Bog om risikohåndtering af fødevareallergener

Fødevaresikkerhed Fødevarer, fisk og landbrug
Ny bog giver praktiske råd og vejledninger til fødevarebranchen om, hvordan de kan levere sikre fødevarer til allergikere. DTU Fødevareinstituttet har sammen med internationale forskere bidraget til bogen.

En international gruppe forskere og fagfolk fra industri og myndigheder har udviklet og beskrevet en række praktiske råd og vejledninger til fødevareproducenter om, hvordan de kan håndtere utilsigtet indhold af allergener i deres produkter. Bogen er primært målrettet de fødevareproducenter og fødevaremyndigheder, som skal håndtere fødevareallergener i relation til hele befolkningen. Den vil også kunne bruges af undervisere i fødevaresikkerhed.

Giver overblik og konkrete cases  

Bogen er inddelt i fire overordnede sektioner, der hver især indeholder flere kapitler. Den første sektion handler om, hvilke fødevarer der giver allergi og allergiens udbredelse. Den giver også indblik i den udfordring, det er at leve med fødevareallergi. Dette kapitel bygger, ligesom andre dele af bogen, på resultater fra det store EU-projekt EuroPrevall - The Prevalence, Cost and Basis of Food Allergy in Europe.

Den anden sektion beskriver, hvordan man kan fastsætte sikre grænser for fødevareallergener, og hvilke udfordringer det indebærer. Den kommer med bud på, hvilke mængder af allergener der udgør en lille, men acceptabel risiko, og gennemgår forskellige risikovurderingsmetoder med regneeksempler fra det virkelige liv. Her adskiller bogen sig fra andre bøger om emnet ved at gå i dybden med risikovurderingsmetoder og komme med praktiske anvisninger.

Tredje sektion handler om cøliaki, glutenintolerance, og giver et indblik i sygdommen, dens udbredelse og de specielle forhold i håndtering af utilsigtet indhold af gluten i relation til cøliaki. 

Fjerde sektion fokuserer på de praktiske aspekter, for eksempel hvorledes allergene fødevarer, håndteres på fabrikkerne samt i cateringbranchen. Den indeholder eksempler på, hvorledes konkrete problemer med fødevareallergener i produktionen er løst, og forklarer, hvilken rolle fødevaremyndighederne har. Den beskriver analytiske påvisningsmetoder for fødevareallergener, og hvorledes for eksempel opvarmning kan påvirke allergener. Sektionen dækker endvidere effektiv kommunikation med forbrugerne, herunder brugen af ”kan indeholde”-mærkning.

Til sidst giver bogen et overblik over lovgivningen, og hvor man kan holde sig opdateret på området.

De praktiske råd og vejledninger til fødevareindustrien og cateringbranchen er væsentlige for både fagfolk i branchen, for dem der skal vejlede og kontrollere industrien og for beslutningstagere i ministerier og styrelser.

Læs mere

Bogen, Risk Management for Food Allergy, kan bestilles via Polyteknisk Boghandel. Forskningsleder og seniorforsker Charlotte Bernhard Madsen fra DTU Fødevareinstituttet har redigeret bogen i samarbejde med René Crevel, Clare Mills og Steve Taylor.

Du kan også downloade enkelte dele og uddrag af kapitler: 
Indholdsfortegnelse (pdf).
Forord (pdf).
Introduktion (pdf).
Kapitel 1: Living with Food Allergy: Cause for Concern (pdf). 
Kapitel 5: Thresholds or ‘How Much Is Too Much?’ (pdf).
Kapitel 6: From Hazard to Risk – Assessing the Risk (pdf).
Kapitel 9: Managing Food Allergens: Case Histories and How They Were Handled (pdf).
Kapitel 13: Detecting and Measuring Allergens in Food (pdf).