COMPARE logo

Danmark i spidsen for global bekæmpelse af infektionssygdomme

Gener og genomer Bioteknologi og biokemi Bakterier og mikroorganismer Fødevarer, fisk og landbrug Fødevaresikkerhed

Et stort EU-projekt med 28 europæiske partnere skal gøre det hurtigere på globalt plan at opdage og reagere på sygdomsudbrud blandt mennesker og dyr ved brug af ny genomteknologi. Hensigten er at reducere følgerne af og omkostningerne ved sygdomsudbrud. DTU Fødevareinstituttet og DTU Systembiologi står i spidsen for projektet, som har modtaget 150 millioner kroner i støtte fra EU.

Over hele verden trues mennesker og dyrs sundhed i stigende grad af nye og tilbagevendende epidemier og fødevareudbrud, der skaber pres på sundhedsvæsenet og produktionen af husdyr. Epidemierne reducerer også forbrugernes tillid til fødevarer og har en negativ indvirkning på samhandel og fødevaresikkerheden. Jo længere tid der går fra et udbrud af for eksempel ebola, influenza eller salmonella begynder, til det bliver påvist og stoppet, jo mere omfattende bliver konsekvenserne.

"Denne nye tilgang til sygdomsovervågning kan revolutionere den globale sygdomsbekæmpelse."

For at kunne begrænse følgerne af og omkostningerne ved sådanne sygdomsudbrud er det først og fremmest vigtigt at være i stand til hurtigt at identificere de sygdomsfremkaldende mikroorganismer, der forårsager sygdommene. Dernæst er der brug for viden om de mekanismer, der er årsag til sygdommene, samt hvordan bakterierne overføres til og mellem mennesker.

Brug af genomsekventering

DTU leder et nyt stort forskningsprojekt, der har til formål at udvikle en global platform, som vil gøre det muligt hurtigt at identificere sygdomsfremkaldende mikroorganismer, der er årsag til eller har potentiale til at forårsage sygdomsudbrud over hele verden.

Det såkaldte COMPARE projekt gør brug af helgenomsekventering, hvor sygdomsfremkaldende mikroorganismers totale DNA-profil afdækkes på én gang.

”Den platform, vi skal skabe i projektet, vil gøre det muligt i ’real time’ at udveksle og fortolke oplysninger fra hele verden om sygdomsfremkaldende mikroorganismers unikke genomsekvenser og sammenholde disse data med andre relevante informationer som for eksempel kliniske og epidemiologiske data,” forklarer professor Frank Møller Aarestrup fra DTU Fødevareinstituttet.

”Målet er, at platformen kan bruges til at harmonisere den måde forskere, myndigheder, læger og organisationer over hele verden indsamler prøver, genererer genomsekventeringsdata og foretager risikovurderinger. Denne nye tilgang til sygdomsovervågning kan revolutionere den globale sygdomsbekæmpelse ,” tilføjer Frank Møller Aarestrup.

Bygger på One Health tankegangen

Zoonoser - sygdomme, der kan smitte fra dyr og fødevarer til mennesker - er årsag til mange epidemier internationalt. Derfor bygger COMPARE på et samarbejde på tværs af sektorer og landegrænser.

Projektet vil også udvikle værktøjer, der kan bruges i patientdiagnose, behandling og udbrudsefterforskning samt til at kommunikere om de risici, som er forbundet med forskellige sygdomsfremkaldende mikroorganismer.

Læs mere

Det 5-årige COMPARE projekt har modtaget 20 millioner € svarende til ca. 150 millioner kroner i støtte fra EU.

Projektet bygger i høj grad på ideer og koncepter som er udviklet på DTU i et samarbejde mellem DTU Systembiologi og DTU Fødevareinstituttet gennem et forskningsprojekt fra Det Strategiske Forskningsråd og giver nu mulighed for at udbrede det til hele verden.

COMPARE er et samarbejde mellem de organisationer, der står bag projektet Global Microbial Identifier (GMI) samt nogle af Europas førende institutioner inden for nye epidemier og fødevarebårne udbrud. Fra Danmark deltager også Statens Serum Institut i projektet.

I GMI projektet arbejder en række internationale institutioner sammen om at forbedre den internationale sygdomsovervågning og klinisk diagnosticering af sygdomme. Læs mere om projektet på GMI’s website.

Læs også pressemeddelelsen fra COMPARE samarbejdspartner Erasmus MC: European consortium established to combat infectious disease outbreaks.

Læs mere om helgenomsekventering i DTU Fødevareinstituttets pressemeddelelse fra den 6. december 2013: Hurtigere diagnostik og behandling mulig.