Photo: National Food Institute, Technical University of Denmark

Fakta om fluorerede stoffer

Fluorerede stoffer er kunstigt fremstillede kemiske forbindelser, der skyer vand, fedt og smuds. De bliver brugt i et utal af produkter fx til fødevareemballage af pap og papir, for at gøre dem vand- og fedtafvisende. Fluorerede stoffer er problematiske, fordi de er svært nedbrydelige og ophober sig i både mennesker og i miljøet. Nogle af dem har også kendte sundhedsskadelige effekter. DTU Fødevareinstituttet forsker i brugen og effekterne af fluorerede stoffer.

Hvad er fluorerede stoffer?

Fluorerede stoffer er kunstigt fremstillede kemiske forbindelser, der skyer vand, fedt og smuds og er modstandsdygtige overfor aggressive fysiske og kemiske industrielle processer. Netop disse egenskaber har gjort stofferne populære, og de bliver brugt i et utal af industri- og forbrugerprodukter, fx til imprægnering af tekstiler, i sten- og træpleje/rengøringsmidler og til fødevareemballage af pap og papir. Fluorerede stoffer bruges fx til at belægge mikrobølgepopcornposer, fastfood-papiremballage samt kage- og mellemlægspapir.

Risikovurdering

Problemet med fluorerede stoffer er, at de er svært nedbrydelige og ophober sig i både mennesker og i miljøet. Nogle af stofferne har kendte sundhedsskadelige effekter og kan fx forårsage kræft, øge kolesterol og sænke immunforsvaret. De kan også påvirke menneskers reproduktionsevne og overføres fra mor til barn i fostertilstanden og igennem modermælken.

Hvad kan forbrugere gøre for at nedbringe risikoen?

Forbrugere, der gerne vil undgå fluorerede stoffer fra emballagen i fx kage- og mellemlægspapir, kan vælge produkter, der er mærket med Svanemærket. Mærket stiller nemlig krav til, at produktet ikke må indeholde fluorerede stoffer. Hvis produkter ikke er klart mærket som værende fri for stofferne, kan forbrugerne spørge i butikken.

Hvad kan industrien gøre for at nedbringe risikoen?

I nogle lande er industrien begyndt frivilligt at udfase produktionen af de såkaldt langkædede fluorerede stoffer, der ophobes mest i mennesker, og bruger i stedet andre typer, som ophober sig mindre. Fordi stofferne i nogle tilfælde ikke er så effektive, kan de blive brugt i større mængder, hvilket udvisker gevinsten ved, at de ikke så nemt ophober sig. Også de fluorerede alternativer er svært nedbrydelige.

Danmarks emballageindustri har meldt ud, at de frivilligt arbejder på at udfase fluorerede stoffer i deres produkter. Supermarkedskæden Coop indførte fx i september 2014 et forbud mod fluorerede stoffer i alt fødevareemballage, som kæden selv producerer.

Både virksomheder, der pakker fødevarer ind i emballage, og virksomheder, der importerer emballerede fødevarer, har ansvaret for, at emballagen ikke afgiver kemiske stoffer til fødevaren i mængder, der er sundhedsskadelige for mennesker.

Hvad er DTU Fødevareinstituttets rolle på området?

Forskere fra DTU Fødevareinstituttet samarbejder med førende forskere fra hele verden og koordinerer vidensdeling om anvendelser i produkter og metoder til at analysere stofferne i emballager, fødevarer, forbrugerprodukter og miljøet. Samarbejdet er med til at give hurtigere adgang til mere viden om stofferne. Forskerne videreformidler også til FN’s miljøprogram, EU Kommissionen og nationale myndigheder i en række lande, deriblandt Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen i Danmark.

DTU Fødevareinstituttet samarbejder desuden med erhvervet for at finde alternativer til brug af fluorerede stoffer i fødevareemballager og i tekstiler.

I oktober 2013 organiserede DTU Fødevareinstituttet en international konference om fluorstoffer. Efter konferencen forfattede forskere fra DTU Fødevareinstituttet og en række internationale forskningsinstitutioner udtalelsen Helsingør Statement, hvori de opfordrede til, at fluorerede stoffer kun bliver brugt, hvor de er absolut nødvendige, indtil de er undersøgt bedre.

Læs mere

Se DTU Fødevareinstituttets nyhed fra den 27. august 2014: Forskere opfordrer til stop for unødig brug af fluorerede stoffer.

Virksomheder kan finde mere information om emballagelovgivning og krav på Fødevarestyrelsens website.