Photo: Colourbox.com

Ny version af håndbog for fagfolk til brug i kostplanlægning

Fødevarer, fisk og landbrug Ernæring og kostvaner

En håndbog, som omsætter de officielle kostanbefalinger til konkrete råd, opskrifter og kostforslag, er blevet opdateret. Bogen er et praktisk online opslagsværk til brug for ernæringsfaglige professionelle, når de skal planlægge hverdags- og specialkost til både raske og syge borgere i alle aldre. DTU Fødevareinstituttet har været med i arbejdsgruppen bag opdateringen.

Det kan være vanskeligt at sikre, at et måltid lever op til de officielle anbefalinger for en sund kost. Særligt hvis man samtidig skal tage højde for, at personen, der skal spise målet, f.eks. lider af fødevareallergi eller har en nyresygdom.

For at lette arbejdet med at sammensætte måltider, der indeholder både de rette næringsstoffer og tager hensyn til folks personlige omstændigheder, er et opslagsværk med konkrete råd, opskrifter og kostforslag udkommet i en opdateret version.

Den Nationale Kosthåndbog indeholder retningslinjer for forskellige kostformer og diæter, herunder valg af fødevarer, dagskostforslag og illustrationer. Bogen er rettet mod ernærings- og sundhedsfaglige personer, der har ansvaret for eller arbejder med kost enten i behandlingsøjemed eller ved almindelig forplejning i institutioner.

Materialet er ikke beregnet til at blive udleveret til borgere, patienter eller pårørende.

Læs mere

Den Nationale Kosthåndbog er et online opslagsværk. Der er adgang via Kosthåndbogens website.

Kosthåndbogen er blevet til i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Kost & Ernæringsforbundet. Den udkom første gang i 2005 og 3. reviderede version af Kosthåndbogen er udkommet i december 2016. DTU Fødevareinstituttet har siddet med i arbejdsgruppen bag bogen og seniorrådgiver Agnes N. Pedersen er den ene af bogens to faglige redaktører.