Photo: Colourbox.com

Derfor er gulerødder godt for øjnene

Ernæring og kostvaner Fødevarer, fisk og landbrug
Kaninens yndlingsmad har et højt indhold af beta-karoten, der omdannes til A-vitamin i kroppen. A-vitamin er med til at bevare et godt syn. DTU Fødevareinstituttet fortæller kort om hvorfor i Klog på 2 minutter i Søndagsavisen.

Kroppen bruger A-vitamin til at producere farvestoffet synspurpur i øjets nethinde. Det er nødvendigt for også at kunne se i dunkel belysning. Når lys rammer øjets nethinde, bliver synspurpuret aktiveret, og et elektrisk signal bliver sendt til hjernen, som skaber et billede. A-vitamin er derfor også vigtigt for et godt nattesyn.

Hvor findes A-vitamin

A-vitamin er et fedtopløseligt vitamin, som findes i vores kost. Det findes som retinol i fødevarer fra dyreriget. Gode kilder til retinol er lever fra kalv og svin, torskelever og mejeriprodukter.

I fødevarer fra planteriget får vi beta-karoten, som kroppen omdanner til retinol og dermed A-vitamin. Gode kilder til beta-karoten er frugt og grønt med stærke farver. Gå f.eks. efter de røde og gule farver i gulerødder, tomater og peberfrugt eller de mørkegrønne farver i spinat, grønkål og broccoli.

Hvor meget A-vitamin skal man spise

Overskud af vitamin A bliver opbevaret i vores lever og fedtvæv til senere brug. Derfor behøver du ikke spise A-vitamin dagligt. En stor gulerod eller en leverpostejmad er nok til at opfylde den daglige anbefaling.

Mangel på A-vitamin  

De fleste danskere får rigeligt med A-vitamin. Mangel på A-vitamin kan give nedsat modstandskraft mod infektioner, natteblindhed og tør hud.

Læs mere

Artiklen har været bragt i Søndagsavisen søndag den 2. februar 2014 i klummen Klog på 2 minutter.
Læs mere om DTU Fødevareinstituttets arbejde med
Ernæring