Mad til børn i skolefritidsordninger

Ernæring og kostvaner Fødevarer, fisk og landbrug

Skolefritidsordninger kan bidrage til at fremme den ernæringsmæssige kvalitet af børns kost ved at øge tilbuddet af fuldkornsbrød, grønt og fisk, konkluderer DTU Fødevareinstituttet i en undersøgelse af den ernæringsmæssige kvalitet af madtilbuddene i skolefritidsordninger. De måltider, som skolefritidsordninger tilbyder børnene, bidrager i gennemsnit med 5-12% af børnenes energibehov på hverdage.

Resultater fra Den nationale undersøgelse af danskernes kostvaner og fysiske aktivitet (DANSDA) peger på, at børn i alderen 7-10 år indtager for meget sukker, mættet fedt og salt og for få kostfibre.

Mellemmåltiderne er for de fleste børn en vigtig del af den daglige kost, og de måltider skolefritidsordningerne, SFO’erne, tilbyder børnene, dækker i gennemsnit 5-12 % af børnenes energibehov på hverdage. Der eksisterer meget lidt viden om SFO’ernes madordninger, og ingen undersøgelser har hidtil undersøgt den ernæringsmæssige kvalitet af madordningerne og børnenes kostindtag.

SFO’erne kan bidrage positivt til børns mellemmåltider

DTU Fødevareinstituttet har undersøgt den ernæringsmæssige kvalitet af SFO’ernes madtilbud og kvalitet i forhold til de nordiske næringsstofanbefalinger og gældende kostråd. Undersøgelsen viser, at SFO’erne typisk tilbyder brød, frugt, grønt og vand, og at børnene stort set spiser det, de får tilbudt samtidig med, at der stort set ikke er noget madspild.

Desuden viser undersøgelsen, at portionsstørrelserne på SFO’ernes måltider varierer. Nogle portioner er meget små, mens andre er meget store, og portionerne varierer fra dag til dag. Blandt andet derfor kan det være svært for nogle forældre at vurdere, hvor stor en madpakke børnene har brug for til frokost.

550 børn deltog i undersøgelsen

Projektet har undersøgt syv SFO’ers madordninger om eftermiddagen og beregnet den ernæringsmæssige kvalitet på baggrund af to dages registrering af børnegruppens samlede indtag og spild af mad i hver SFO. SFO’erne var udvalgt, så de afspejler forskellige madordninger, regioner og kommuner med forskellige sundhedsprofiler.

Undersøgelsen er gennemført for Fødevarestyrelsen som en del af Fødevareministeriets indsatsområder i arbejdet med ”Sund mad til børnene”. Resultaterne bruges til en indsats i skolen, der bl.a. sætter fokus på anbefalinger til måltider over hele skoledagen.

Læs mere

Læs mere om undersøgelsen i rapporten: Ernæringsmæssig kvalitet af mad i skolefritidsordninger (pdf).

Find mere information om ernæringsmæssige kriterier for mellemmåltider i DTU Fødevareinstituttets rapport: Grundlag for ernæringsmæssige kriterier for mellemmåltider (pdf).