Photo: Colourbox.com

Derfor prutter vi

Ernæring og kostvaner Fødevarer, fisk og landbrug
Alle mennesker gør det, men helst uden at det opdages. DTU Fødevareinstituttet fortæller kort om hvorfor i Klog på 2 minutter i Søndagsavisen.

Bakterier danner prutterne

I menneskets tarm bor ca.100 billioner bakterier, som hjælper til med fordøjelsen. Når vi spiser et måltid, bliver visse dele af maden nedbrudt af tarmbakterierne i tyktarmen. Bakterierne er blandt andet med til at producere vitaminer, som kroppen ikke selv kan danne og til at styrke vores immunforsvar.

Men bakterierne er også med til at danne gasser som brint, kuldioxid og metan. Disse gasser bliver enten optaget af andre tarmbakterier eller forlader kroppen i form af prutter.

Du prutter, hvad du spiser

Undersøgelser viser, at hvis du spiser en kost, der er rig på kål, bønner og fuldkorn, fører det til større produktion af gasser, og dermed stiger antallet af prutter. Det større antal prutter skyldes det høje indhold af kostfibre i kosten, som tarmbakterierne omdanner til gasser. Da fiberrig kost er vigtig for sundheden, er prutter dog en lille pris at betale. 

Hvilken gas din prut består af, og derved også dens lugt, afhænger i høj grad af, hvilke fødevarer du spiser, og hvilken sammensætning af tarmbakterier du har. Eksempelvis lugter kålprutter ofte som rådne æg pga. stor mængde af svovl-forbindelser.

Køer tilhører prutte-eliten

Når det kommer til mængden af gas, der frigøres, må mennesker dog se sig gevaldigt slået af køer med deres særlige fordøjelsessystem. En ko udleder i løbet af en dag 500 liter metangas. Et menneske udleder 0,5 liter gas per dag.   

Læs mere  

Artiklen har været bragt i Søndagsavisen den 15. december 2013 i klummen Klog på 2 minutter

Læs mere om DTU Fødevareinstituttets arbejde med fødevaremikrobiologi og forskning i mikrobiel fødevaresikkerhed.