|
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har udråbt antibiotikaresistens som en af de væsentligste trusler mod menneskers sundhed – en trussel, som må bekæmpes ved at stoppe overforbrug af antibiotika. Såvel forbrug af antibiotika hos mennesker som hos dyr resulterer i resistente bakterier, men mens restriktioner i humant forbrug ofte fokuseres nationalt, er det blandt andet på grund af importen af dyr og fødevarer nødvendigt også at rette restriktioner i forbrug hos dyr internationalt.
Sammenhæng mellem forbrug og forekomst af resistens Videnskabelige data viser, at der er en klar sammenhæng mellem forbruget af antibiotika til dyr og forekomsten af resistente bakterier i dyr, og at de resistente bakterier via dyr og fødevarer kan overføres til mennesker. Forbruget af antibiotika per produceret kilo kød i Danmark ligger på 53 mg/kg, hvilket er højere end de nordiske lande, men lavere end andre europæiske lande med intensiv kødproduktion, hvor forbruget ligger mellem 68-165 mg/kg produceret kød. Det viser den første opgørelse af forbruget i ni EU-lande, som European Medicines Agency udgav i 2011.
Resistens over for kritisk vigtige antibiotika er højere i udlandet Et af de hurtigst stigende resistensproblemer verden over er ESBL-bakterier. Bakterierne er resistente over for cefalosporiner, som WHO har udpeget blandt den gruppe antibiotika, der er kritisk vigtige til behandling af livstruende infektioner hos mennesker. Forbruget af cephalosporiner var højest i 2008 i de ni lande, der indgår i opgørelsen. Restriktivt brug af cefalosporiner til produktionsdyr i Danmark har ført til et fald i forbruget, mens der generelt har været en stigning i EU på 18,8% fra 2005 til 2009.
Forekomsten af antibiotikaresistente bakterier i importeret fjerkrækød er generelt højere end i dansk produceret fjerkrækød. I lande som Holland, Spanien og Polen er forekomsten af ESBL-coli i kyllinger mellem 11-26%. Hver anden prøve af importeret kyllingekød indeholder ESBL-colibakterier, hvorimod det er under hver tiende prøve for dansk kyllingekød. Det viser de seneste danske overvågningsdata fra 2010.
Forekomsten af resistens over for en anden gruppe af kritisk vigtige antibiotika fluorokinoloner er også lav i Danmark sammenlignet med andre europæiske lande. I svin er resistensen over for et af fluorkinolonerne i e-coli bakterier på 0,7%, mens Spanien ligger i top med 30% fulgt af Polen med 14%. Det viser den første, samlede opgørelse af resistens i dyr, fødevarer og mennesker fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, og Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme, ECDC.
Danmark har en restriktiv brug af de kritisk vigtige antibiotika, hvor de danske landmænd indførte et 2-årigt, frivilligt stop for brugen af cefalosporiner til svin i 2010. De danske myndigheder indførte også i 2010 en såkaldt "gul kort" ordning, som betyder, at landmænd og dyrlæger, der bruger for meget antibiotika får et gult kort og derefter skal lægge en plan for, hvordan de nedbringer forbruget.
EU er på vej med overvågning Danmark har de seneste 15 år haft et overvågningsprogram af forbrug og resistens i hele kæden fra jord til bord til sygeseng, kaldet DANMAP. EFSA og ECDC er på vej med overvågning af forbrug og resistens, men endnu deltager ikke alle lande i overvågningen, og det er stadig svært at sammenligne data mellem landene.
Den seneste rapport over forbruget i EU er ikke koblet med overvågningen af resistens, og forbrugsdata er ikke opgjort på dyreart, som det er tilfældet i Danmark. Dataindsamling og overvågning af forbrug og resistens i EU kan forbedres, så der kommer ensartede opgørelser over forbrug og resistens i alle medlemslande. Det vil gøre det muligt at sammenligne data landene imellem og dermed være på forkant med resistensproblemerne og igangsætte initiativer, der har en effekt.
Den 14.-15. marts er det danske Sundheds- og Fødevareministerium værter for en konference for forskere og politikere i EU med henblik på at arbejde for bedre overvågning af antibiotikaforbrug og mere rationel brug af antibiotika med henblik på at reducere forekomsten af antibiotikaresistente bakterier i Europa, hvor også forskere fra DTU Fødevareinstituttet deltager.
tlf. 23 65 32 55 |