Den Europæiske Fødevareautoritet, EFSA, blev oprettet i 2002 på baggrund af en række fødevareskandaler ikke mindst udbruddet af kogalskab i England og den belgiske dioxinkrise. Under de fødevareskandaler stod det klart, at ansvaret for risikovurderingen ikke kunne og måtte sammenblandes med ansvaret for håndteringen af skandalerne.
EFSA blev på det grundlag oprettet med EU Parlamentets og Rådets lov nr. 178/2002, som en selvstændig institution. Det er EU, der finansierer EFSA, men institutionen arbejder og fungerer helt uafhængig af EU-Kommissionen, EU-Parlamentet og EUs medlemsstater.
DTU Fødevareinstituttet er samarbejdscenter for EFSA i Danmark og institutdirektør Jørgen Schlundt er den danske repræsentant i EFSAs rådgivende organ, Advisory Forum.
EFSAs primære opgave er at levere forskningsbaserede risikovurderinger som fagligt grundlag for den europæiske regulering og styring af fødevareområdet. EFSAs mandat omfatter fødevare- og fodersikkerhed, ernæring, dyresundhed og velfærd, plantebeskyttelse og plantesundhed. På de områder er det EFSAs opgave at levere objektiv uafhængig forskningsbaseret rådgivning og klar kommunikation, der bygger på en opdateret viden og de nyeste forskningsresultater.
I sit arbejdsprogram for 2013 forbereder EFSA sig på at levere ca. 690 videnskabelige arbejder. Risikovurderingsprogrammet vil omfatte rådgivning om brug af animalske velfærdsindikatorer og kødkontrol. Arbejdet i forhold til folkesundhed vil omfatte områderne referenceværdier for mikronæringsstoffer i kosten, mykotoksiner og acrylamid. Andre arbejder vil omfatte biers sundhed og pesticider, bisphenol A og aspartam. Arbejdsprogrammet vil afspejle EFSA’s brede mandat til beskyttelse af forbrugere, dyr og miljø og samtidig understøtte innovation i jordbrugs- og fødevaresektoren.
Se EFSA's arbejdsprogram for 2013 (på engelsk)
Læs mere om:
EFSAs organisation og struktur
EFSAs bestyrelse
Jan Mousing (dansk medlem)
Kontakt
Koordinator Dennis Jensen
Ansvarlig:
...